SecurityWorldMarket

20-07-2021

Så er der kommet retningslinjer for stemmestyrede assistenter

Illustration: Pixabay

Det Europæiske Databeskyttelsesråd (EDPB) har på et plenarmøde den 7. juli vedtaget en vejledning med retningslinjer for stemmestyrede assistenter, meddeler Datatilsynet.

Stemmestyrede assistenter (Virtual voice assistants) har de senere år fundet vej til flere og flere elektroniske produkter. Stemmestyrede assistenter er den funktionalitet, hvor forbrugselektronik - udstyret med en mikrofon - kan betjenes via stemmekommandoer.

Der er væsentlige databeskyttelsesretlige overvejelser forbundet med teknologien, både i forhold til den relativt indgribende videregivelse af al lyd i omgivelserne, behandlingsgrundlag, opbevaring af data, brugen af kunstig intelligens, de registreredes rettigheder mv.

Pligt til konsekvensanalyse
Vejledningen er ifølge Datatilsynet en god, teknisk gennemgang af teknologierne og de databeskyttelsesretlige regler. Den retter sig især mod professionelle aktører, der producerer produkter med de pågældende teknologier.

Retningslinjerne slår fast, at det ofte vil være tilfældet, at både produktudvikling og brug af de pågældende teknologier i et nyt produkt udløser pligten for den dataansvarlige til at lave en konsekvensanalyse.

Yderligere info kan findes på Datatilsynets hjemmeside.



Leverandører
Tilbage til toppen