SecurityWorldMarket

27-10-2018

Elsec vinder flot pris

Direktør Frank Eriksen fra installatørvirksomheden Elsec A/S har vundet prisen som Årets Regionale Temaprisvinder i region Hovedstaden ved Årets Ejerleder 2018. Frank Eriksen  vinder prisen for sit stærke fokus på årets tema, tillid, som gennemsyrer hele virksomheden, der har sikring som et sine specialer.

For tredje gang bliver der overrakt en temapris i forbindelse med Årets Ejerleder 2018, som går til den virksomhed, der har udvist et stærkt fokus på årets tema, tillid. Tillid er en kerneværdi i det danske samfund, og det er tillid, som Danmark og dansk erhvervsliv i høj grad bygger sin samhandel på – såvel lokalt som globalt. Prisen blev uddelt til Elsec A/S, som tilbyder rådgivning og løsning af opgaver inden for elinstallation og sikring.

- Temaprisen i Hovedstaden går til Frank Eriksen fra Elsec A/S, der har formået at skabe en virksomhed med høj tillid og anseelse blandt både kunder og medarbejdere. Det skyldes i høj grad de værdier, som Frank selv har forankret i virksomheden, og at Elsec dermed har differentieret sig fra sine større konkurrenter, udtaler Flemming Eghoff, partner i PwC i København og Hillerød og fortsætter:

- Tillid er afgørende i det danske samfund, da tillid skaber sammenhængskraft og bidrager til vækst og udvikling. Vi tror på, at fremtidens vindere er dem, der lykkes med at skabe tillid til deres kunder, medarbejdere og øvrige stakeholders, og Frank Eriksen er derfor til stor inspiration for andre ejerledede virksomheder, siger Eghoff.

Det er PwC, Nykredit, Dansk Erhverv og Finans, der står bag prisen, som uddeles for 15. gang.

Kilde: PwC



Leverandører
Tilbage til toppen