SecurityWorldMarket

20-11-2016

Vil bekæmpe svind for milliarder

Ingen ved præcist hvor meget svind, der sker fra byggerbranchen i Danmark, men et realistisk estimat er mellem fire og ti milliarder kroner om året.

Der er store beløb at spare, hvis byggebranchen effektivt formår at begrænse svind og tyveri fra for eksempel byggepladser, mener sikringsrådgiver Christian Pejtersen, der netop har etableret sikkerheds- og rådgivningsvirksomheden YourCompany, som især fokuserer på bekæmpelse af svind i byggeriet. Det skriver Dagens Byggerisektion.

Ingen ved præcist hvor meget svind, der sker fra byggerbranchen i Danmark, men et realistisk estimat er mellem to og fem procent af en årlig omsætning på 200 milliarder kroner. Altså svind for mellem fire og ti milliarder kroner om året.

-Jeg vil vove at påstå, at man med en forholdsmæssig lille indsats mod svind kan spare en procent om året. Det er ikke bare sund fornuft, det er også god business, mener sikkerhedsrådgiver Christian Pejtersen.

Christian Pejtersen har 14 års erfaring fra politiet efterfulgt af tre års sikkerhedsarbejde i en stor dansk entreprenørvirksomhed med i bagagen.

Om baggrunden for at starte YourCompany siger han: -Sikringsbranchen er stor, men paradoksalt nok er den næsten ikke-eksisterende for byggebranchen, og det er en stor fejl, for der er masser af problemer at tage fat på. Både internt og eksternt i byggefirmaerne, fastslår han og nævner blandt andet videoovervågning, indhegning, skiltning og revision.

-Byggefirmaerne skal naturligvis gøre en stor indsats for at vise medarbejderne, at man ikke er ude på at overvåge eller mistænkeliggøre dem. Opsætning af videoovervågninger jo ikke for at se, om medarbejderne tager en ekstra pause. Det er primært for at finde beviser mod gerningsmænd, hvis der stjæles fra pladsen, fastslår han.

Vil synliggøre svind

Ofte anmeldes svind ikke, og derfor er det svært at få et præcist overblik af omfanget. Men det er en fejl, for en god registrering vil betyde, at flere får øjnene op for problemet.

-Der er både direkte og indirekte svind. Ofte er det indirekte en meget større udgift, men mange ser det ikke. Et eksempel kan være tyveri af byggestrøm. Den direkte udgift er måske 75.000 kroner, men ingen tænker på, at det skaber forsinkelse i byggeriet, og at måske 15 personer ikke kan arbejde på pladsen en halv eller en hel dag. Gør man alle udgifterne op, så bliver beløbet betydeligt større end de 75.000 kroner, konstaterer Christian Pejtersen.

Kilde: Dagens Byggeri Sektion


Tags


Leverandører
Tilbage til toppen