SecurityWorldMarket

09-08-2020

Verdens mest overvågede by har et kamera for hver niende indbygger

Den kinesiske by Taiyuan har flere sikkerhedskameraer pr. indbygger end nogen anden by i verden, nemlig 110 pr. 1.000 indbyggere. Og af de 20 mest kameratætte byer er de 18 i Kina, ifølge en undersøgelse fra teknologisiden Comparitech.

Den britiske teknologisite Comparitech har foretaget en undersøgelse af, hvilke byer i verden der har flest sikkerhedskameraer. Kina forventes at have mere end en halv milliard kameraer næste år - og teknologien opgraderes med ansigtsgenkendelse.

Beijing har langt de fleste sikkerhedskameraer med 1,15 millioner kameraer, hvilket betyder 60 kameraer pr. 1.000 indbyggere. Men Taiyuan har 4 millioner indbyggere og 465.000 kameraer, et kamera for hver niende indbygger, hvilket gør det til den mest kameratætte by i verden.

Kinesiske statsmedier rapporterede i 2017, at landet havde 20 millioner kameraer. Siden da er udviklingen eksploderet, og i 2021 forventes Kina at have installeret 567 millioner kameraer - mere end fem gange så mange som USA.

Ifølge undersøgelsen fører flere sikkerhedskameraer dog ikke nødvendigvis til lavere kriminalitet.


Web-TV

Se flere film og klip her »
Leverandører
Tilbage til toppen