SecurityWorldMarket

10-03-2014

Ud med overvågningskameraet - ind med sikkerhedskameraet

Kasper Skov-Mikkelsen vil gerne erstatte ordet overvågningskamera med sikkerhedskamera.

Ordet overvågning forbindes ofte med trusler mod den personlige integritet. Ikke mindst med baggrund i den seneste tids fokus på overvågning i relation til amerikanske NSAs telefonaflytninger. De negative følelser omkring overvågning smitter desværre også af på ordet overvågningskamera, som får mange til at tænke på et Big Brother samfund. SecurityUser. com vil derfor sammen med SikkerhedsBranchen følge et svensk eksempel og promovere betegnelsen 'sikkerhedskamera' i stedet for 'overvågningskamera.

CCTV, ITV, overvågningskamera (evt. med ’video-’ eller ’tv-’ foran). Kært produkt har mange navne. Og ofte hører man blot den brede betegnelse videokamera i forbindelse med det populære sikkerhedsapparat. Ord kan have en positiv, neutral eller negativ klang. Den negative klang er i de seneste måneder blevet yderligere forstærket i kølvandet på skandalehistorierne om amerikanernes overvågning af toppolitikere og almindelige borgere verden over. 

SecurityUser.com mener, at tiden nu er inde til at introducere betegnelsen ’sikkerhedskamera’. SikkerhedsBranchen er positiv og bakker op:

- Sikkerhedskamera et ord, der bedre beskriver hensigten med de kameraer, sikringsbranchen tilbyder erhvervsliv og private brugere. Hensigten med at installere en kameraløsning er jo ikke at kunne føle sig overvåget, men at kunne føle sig sikker, siger direktør Kasper Skov-Mikkelsen.

Også i Sverige startede man for nogle år siden en kampagne for at erstatte ordet ’övervakningskamera’ med ’säkerhetskamera’, og processen er stadig i fuld gang. Det er tænketanken Säkerhet för Näringsliv och Samhälle (SNOS) og SecurityUser.com, der står bag kampagnen. Og meldingen er, at flere og flere svenske sikkerhedsvirksomheder ændrer officielt i deres terminologi. Blandt de helt store kan nævnes Axis og Securitas.


 



Leverandører
Tilbage til toppen