SecurityWorldMarket

15-01-2019

Tryghedsskabende kameraer opsat i Herning og Silkeborg

Herning og Silkeborg har nu fået opsat tryghedsskabende kameraer i midtbyerne.

Med finansloven for 2018 blev der afsat en bevilling til politiet til øget videoovervågning af frit tilgængelige steder. Det er igennem denne bevilling, at Midt- og Vestjyllands Politi nu har fået opsat fire tryghedsskabende kameraer i Herning og fem i Silkeborg.

Placeringen af kameraerne har været til høring i Kredsrådet i Midt- og Vestjylland, og dermed i tæt koordination med kommunerne i Herning og Silkeborg.

I Herning er kameraerne placeret i og omkring Østergade og i Silkeborg dækker de området omkring Skoletorvet.

Kameraernes placering er skiltet. Man bliver som udgangspunkt ikke overvåget, når man færdes, hvor kameraerne er monteret. Optagelserne bliver kun gennemset, hvis der er en konkret grund, som eksempelvis slagsmål eller tyveri. Politiet kan dog også, hvis der er en særlig grund, som eksempelvis større arrangementer, følge med live på de fleste kameraer.

Kameraerne i både Herning og Silkeborg er sat op i dele af byerne, hvor der ofte færdes mange mennesker – især ud på de små timer. Midt- og Vestjyllands Politi forventer, at kameraerne vil have en tryghedsskabende effekt og vil også kunne bruge optagelserne i efterforskningen af konkrete sager.



Leverandører
Tilbage til toppen