SecurityWorldMarket

18-04-2016

Terror fremmer væksten på det franske adgangskontrolmarked

...men på det russiske marked risikerer vestlige leverandører at miste terræn til lokale og kinesiske producenter.

Markedsanalyseinstituttet IHS har revideret sin prognose hvad angår adgangskontrolmarkedet for EMEA (Europa, Mellemøsten og Afrika) for 2015 til 2019. I opdateringen er væksttallene for især Frankrig og Rusland justeret, fordi der i disse er sket store forandringer i den seneste tid. Vækstprognosen for Frankrig opjusteres fra 3,9 procent til 5,0 procent, mens den gennemsnitlige vækst for Rusland nedskrives fra 2,6 procent til 0,3 procent.

Ifølge Blake Kozak, IHS-analytiker inden for området Security & Building Technologies, vil det franske marked være en målgruppe for internationale leverandører frem til 2019, især inden for elektroniske låse. Det franske marked er også relativt uudnyttet sammenlignet med markederne i Storbritannien og Tyskland. Kozak mener, den seneste tids terroristangreb i Frankrig og Belgien har givet sikker adgang til offentlige steder en meget høj prioritet. Udviklingen mod stadig flere og mere avancerede adgangskontrolløsninger til offentlige institutioner får stadig mere støtte fra både befolkning og politikere. Det vil dog tage tid, inden der kommer rigtig fart på de statslige investeringer.

Det russiske marked for udstyr til adgangskontrol fortsætter med at udfordre internationale leverandører, især på grund den ustabile valuta. I 2015 reduceredes markedet med 5,3 procent, og det vil falde med yderligere 1,9 procent i 2016. Fremtidige vækstmuligheder i Rusland afhænger af udviklingen i landets økonomi. Hvis oliepriserne fortsætter med at falde, vil vekselkursen blive forværret, og de vestlige lande vil tabe terræn i konkurrencen mod lokale og kinesiske producenter.


Tags


Leverandører
Tilbage til toppen