SecurityWorldMarket

02-09-2008

Teknologi og tyverisikring skal booste væksten hos YIT i Århus

Intelligente sikkerhedssystemer og IP-telefoni skaber store forventninger om vækst hos YIT i Århus. Ambitionen for YIT's lokale servicecenter er at fordoble både omsætning og medarbejderantal i løbet af de næste to til tre år.

Teknik- og servicevirksomheden YIT har gennem mange år løst el- og ventilationsopgaver for en lang række østjyske virksomheder fra servicecentret i Århus. Nu skal en række nye kompetencer være med til at holde hjulene i gang hos mange store østjyske virksomheder og institutioner.
"En bredere portefølje af tekniske kompetencer gør os i stand til at udvide samarbejdet med eksisterende kunder samt at tiltrække nye. Derfor forventer vi en fordobling af omsætningen over de næste to til tre år og en væsentlig oprustning på medarbejderfronten," fortæller YIT's distriktschef for Midt- og Nordjylland, Anders Tryk.
På baggrund af de nye kompetencer regner YIT's servicecenter i Århus med at kunne fordoble medarbejderantallet i løbet af to til tre år.
Sikring og kommunikation er to af de nye områder, som YIT forventer sig meget af i fremtiden. Her kan servicecentret i Århus trække på mange års erfaring fra YIT-koncernen, der beskæftiger mere end 1.300 medarbejdere i Danmark.
"Stigende trusler i samfundet i form af brand, indbrud, tyveri og terror stiller store krav til virksomhedernes sikkerhedssystemer. Derfor oplever vi en øget efterspørgsel på alt fra automatisk tyveri- og brandalarmering til højteknologisk adgangskontrol via irisscanning og fingeraftryk," forklarer Anders Tryk.
"Også inden for kommunikation ser vi en rivende udvikling. Flere og flere virksomheder benytter sig af IP-teknologi til telefoni samt transmission af data, lyd, video og tv. Vores IP-kompetencer gør os i stand til at udføre alt fra design og installation til service og vedligeholdelse af systemet," fortsætter han.
De nye områder er en naturlig viderebygning af servicecenterets kernekompetencer inden for el og ventilation, som har givet YIT en stærk position inden for byggeri, erhverv og industri.
En af de mange østjyske virksomheder, der gennem flere år har samarbejdet med YIT's servicecenter, er århusianske flexiket, som designer og producerer selvklæbende etiketter for en række danske og udenlandske brands.
"Vi er dybt afhængige af, at vores maskiner ikke står stille. Derfor har vi et tæt samarbejde med YIT på el-fronten, så vi er sikret hurtig assistance og udbedring af fejl i tilfælde af nedbrud," fortæller teknisk ansvarlig hos flexiket, Michael Andersen.
"Derudover er det en stor fordel, at det er de samme folk fra YIT, der kommer i huset hver gang, så de kender virksomheden og maskinerne. Samtidig har vi erfaret, at YIT altid er opdateret med de førende teknologier, der sammen med deres store erfaring gør dem til en kompetent teknologipartner, hvad enten det gælder simple elektriske installationer eller højteknologiske maskiner," slutter han.



Leverandører
Tilbage til toppen