SecurityWorldMarket

30-05-2009

Svært at overholde krav om hurtig brandudrykning

Beredskabsstyrelsen har sendt et brev til kommunerne om, at flere kommunale brandvæsner har svært ved at overholde kravet om en hurtig afgangstid. I bekendt-gørelsen om risikobaseret dimensionering fremgår det, at det kommunale brandvæsen skal rykke ud til et ulykkessted senest fem minutter efter alarmering.

- Kommunerne indberetter deres udrykninger i Beredskabsstyrelsens registrerings- og indberetningssystem ODIN. Vi har nu på baggrund af disse indberetninger udarbejdet en oversigt over kommunernes afgangstider i 1. kvartal 2009 og sendt denne til samtlige kommuner. Det har vi gjort for at gøre dem opmærksomme på, at flere kommunale brandvæsner i en række tilfælde ikke overholder 5-minutters-kravet, siger overingeniør i Beredskabsstyrelsens Center for Samfundssikkerhed og Beredskab, Jan Petersen.
Brevet skal på den måde ses som en opfordring om forbedring til kommunerne. Det er nemlig kommunerne selv, der har ansvaret for, at afgangstiderne bliver overholdt.
- Kommunerne har nu selv mulighed for at forholde sig til tallene og rette op de steder, hvor der kan rettes op. Men det er naturligvis beredskabsstyrelsens holdning, at kravene er der for at blive overholdt. Det vil vi også fortælle kommunerne, fx ved distriktsbrandinspektørernes løbende tilsyn, understreger Jan Petersen.
Det er den enkelte kommune, der har ansvaret for, at beredskabet i kommunen er dimensioneret sådan, at kravet i bekendtgørelsen om risikobaseret dimensionering kan overholdes.
Beredskabsstyrelsen fører tilsyn med kommunens dimensionering, men kan ikke påbyde kommunerne at overholde kravet. Beredskabsstyrelsen kan dog indberette kommunen, hvis kommunen trods gentagne henvendelser ikke lever op til kravet.


Web-TV

Se flere film og klip her »
Leverandører
Tilbage til toppen