Overvågningskameraer, der er pivåbne for nysgerrige på internettet, skal være fortid. Leverandørerne af overvågningskameraer er begyndt at vågne op, og tager nu skridt til at sikre deres komponenter på et helt andet niveau end tidligere. Det sker blandt andet helt lavpraktisk ved at skrotte proceduren med at have standardadgangskoder på kameraer, som er nemme at gætte.
Anders Karlsson er produktchef for Bosch Security Video System med ansvar for de nordiske lande og Baltikum. Han fortæller om et marked, der er præget af store forandringer. Hvor de fleste overvågningskameraer i dag er lokale løsninger, så har Bosch Security som mål, at alle enheder, de langer over disken fra år 2020, skal være netværksbaserede. Den trend, at overvågningsudstyr kommer på internettet, gælder for hele branchen, og det udfordrer sikkerheden. Nu er det ikke længere blot et spørgsmål om lokal, fysisk sikkerhed, men også om datasikkerhed i infrastrukturen og opbevaringen af data, som typisk vil ske i en cloud-løsning, skriver Erhvervsmagasinet Installatør.
" Sikkerhed er ikke længere et isoleret problem, men en bred udfordring, der omfatter hardware, netværk og dataopbevaring. Det forsøger branchen at håndtere på forskellige måder, for der findes ikke specielle standarder for, hvordan det skal gøres for sikkerhedsprodukter", siger Anders Karlsson.
Boschs tilgang er at sikre alle dele af sikkerhedsløsningerne, startende med hardware-komponenterne, som Anders Karlsson mener, er det mest kritiske punkt i transitionen fra lokale sikkerhedsløsninger til cloudbaserede løsninger: " Netværkssikkerhed er langt hen ad vejen standardiseret. Vi har helt faste fremgangsmåder, når det gælder firewalls, kryptering og public keys etc., men det nytter ikke meget, hvis hardwaren, altså de enkelte kameraer, sensorer eller dørsystemer ikke er sikrede. Derfor skal vi bygge sikkerheden ind i alle komponenter og ikke bare stole på netværkssikkerheden og sikkerheden, dér hvor vi opbevarer data".
Krav om ændring af standardkoden
Samme tilgang har tyske Abus, der også producerer overvågningskameraer. For at komme sikkerhedskomponenter med dårlig sikkerhed til livs har Abus valgt at implementere en ny obligatorisk funktion i forbindelse med opdatering af firmwaren til virksomhedens overvågningskameraer og optagere.
" Alle vores kameraer og optagere er produceret efter de højeste sikkerhedstandarder, men brugen af dem er vi ikke herre over. Det er vores autoriserede installatører og montører.
Derfor sikrer vi nu, at de ændrer standardkoden til fordel for både slutbrugerne, dem selv og os som producent. Fremover skal man ændre standardkoden for at gennemføre en opdatering af kameraerne og optagerne", forklarer Torben Christensen, der er sikringskonsulent hos Abus-Gruppen Nordic.
Han tilføjer: " Det er med andre ord slut med de velkendte admin1-og admin2-koder og den klassiske 1-2-3-4-5. Det tager ikke mange minutter at ændre en kode, og installatørens timepris holdt op mod konsekvenserne af offentliggørelse af private billeder er at foretrække for de fleste".
Den øgede sikkerhed kan være med til at gøre det nemmere for installatører at installere overvågningsudstyr. Og med den øgede sikkerhed åbnes også op for en lang række nye anvendelsesmuligheder med intelligent overvågning.
Med kunstig intelligens kan vi pludselig begynde at se mønstre i data. Vi kan for eksempel se, om der er ved at opstå en kø i en butik, og det kan bruges som signal til at åbne en kasse mere.
Det er et praktisk eksempel på, hvordan man kan bruge data fra overvågningskameraer til at effektivisere, men lovgivningen sætter også grænser for, hvor meget man må overvåge i offentlige rum", siger Anders Karlsson.
Kilde: Erhvervsmagasinet Installatør.


































