SecurityWorldMarket

21-02-2017

Sikringsmanual om indbrud til bilforhandlere er undervejs

AutoBranchen Danmark, G4S og politiet arbejder fortsat på manual til bilforhandlere, der vil sikre sig mod indbrud. Det skriver Motormagasinet.

AutoBranchen Danmark og Syd- og Sønderjyllands Politi kunne i starten af august fortælle, at man sammen havde udarbejdet en rapport, som skulle danne baggrund for en tjekliste til bilforhandlere, som gerne vil gardere sig mod indbrud.

Dog må de forhandlere, som venter på manualen, væbne sig lidt med tålmodighed, for arbejdet med manualen er ikke helt færdiggjort. Det fortæller Jens Brendstrup, direktør hos AutoBranchen Dannmark.

- Vi har været i dialog med en række forhandlere, og lige nu er vagtselskabet G4S ved at kigge på de data, som er samlet ind i forarbejdet og rapporten fra os og Syd- og Sønderjyllands Politi, siger han til Motormagasinet.

Ud over at gøre bilforhandlerne opmærksomme på de mest gængse forbrydelser i forbindelse med indbrud og hærværk, så kommer tjeklisten også til at have et afsnit om udstyr:

- Der vil være en kort beskrivelse af de teknikske løsninger, som findes på markedet i dag. Hertil vil der selvfølgelig være fokus på, hvad der skal gøres i forbindelse med forebyggelse, fortæller Jens Brendstrup.

Kilde: Motormagasinet



Leverandører
Tilbage til toppen