SecurityWorldMarket

11-12-2015

Sådan bryder du med it-vanens magt

Toke Leth Svensson, it-chef hos Brøchner Hotels A/S

Vi køber ofte IP-overvågning fra samme producenter, fordi det er let og trygt. Men da Toke Leth Svensson, it-chef hos Brøchner Hotels A/S, skulle indrette en række hoteller i København med monitoreringsudstyr, prøvede han noget nyt. Her er hans bud på, hvordan du undgår hængedyndet og måske sparer penge.

Hvornår har du sidst valgt en it-løsning blot på baggrund af det velkendte leverandørklistermærke på fronten? Det er min påstand, at det måske ikke er længe siden.

Producenterne gør en ihærdig indsats med at brande deres produkter. Ikke mindst når vi taler smartphones eller tablets. Men når du sammenligner bundkort og printplader, så er indmaden ofte stort set ens i den billige og den dyre løsning. Mange vælger den sidste.

Tryghed koster en bondegård
Det ligger i vores natur at gå efter det kendte og trygge og desværre ofte dyre. Det ser jeg hos flere af mine kolleger i de professionelle netværk, jeg bruger. Det er bestemt ikke af ond vilje, eller fordi de ikke er kompetente. Men jeg tror, det er en helt menneskelig trang til at vælge den trygge løsning, som vi kender. For vi bombarderes jo hver dag med et utal af valgmuligheder og er nødt til at navigere i det kaos, vi befinder os i. Det gælder, hvad enten vi står i supermarkedet, tøjforretningen eller hos it-leverandøren.

Journalist og Pulitzer-prisvinder Charles Duhigg beskriver det godt i sin bog ’Vanens Magt’, hvordan næsten halvdelen af vores handlinger sker vanemæssigt. Samtidig er det en central pointe i bogen, at vaner kan ændres, hvis vi virkelig vil, men det kræver, at vi blandt andet kigger på hvordan vanerne opstår og den betydning de har for de resultater, vi leverer.

For vores tilbøjelighed kan i mange tilfælde blive dyr for arbejdspladsen. For tryghed behøver ikke at koste en bondegård. Og hvad nu med sikkerheden? Er det sikkert at prøve et andet mærke – og passer det ind i infrastrukturen?

Effektiv videomonitorering og høj skalerbarhed
Det skal ikke være nogen hemmelighed, at vi af og til har tricktyve og røvere på hotellerne, selvom vi rent faktisk har ganske få kontanter i kasseapparatet. En effektiv løsning til videomonitorering er altafgørende, både i det forebyggende arbejde, og i den eventuelle efterfølgende opklaringsproces.

I forbindelse med ombygningen af et af vores hoteller, var det vigtigt for os at have en løsning, der sikrede vores varer, da vores eksisterende løsning var af så dårlig opløsning, at politiet ikke ville kunne bruge dem ved et tyveri. Vi begyndte at lede efter en ny løsning. Foruden en høj opløsning var det vigtigt, at det nye udstyr var så diskret som muligt, og at kvaliteten var god. Og så skulle det være let at installere og kunne skaleres.

Her valgte vi at samarbejde med Dustin, fordi de har en sikringsafdeling med stor erfaring inden for mange forskellige protukter. Desuden havde min daværende Account Manager haft et godt samarbejde med dem.

Dustin foreslog flere forskellige producenter. En af dem var Axis, som vi dog fravalgte pga. pris og en ret kompliceret installation. Mere om det senere. Vi testede også DSC-6120 dome-kameraer og DNR-326 netværksvideooptagere fra D-Link. Umiddelbart ikke er mærke, som jeg forbandt med B2B, så jeg var måske en smule skeptisk, men gav det en chance.

Jeg satte selv systemet op på to timer sammen med elektrikeren. Det var en forholdsvis let proces. Kameraerne blev koblet til netværksvideooptageren, og jeg trykkede på ’search’. Systemet finder selv alle kameraer, og så er de klar til brug med det samme. Elektrikeren installerede også en reader på computeren og tilføjede de to bokse. Kameraerne overvåger alle adgangsveje til og fra stueetagen samt alle elevatorer i bygningen, og lobbyen og baren er nu 100 procent dækket for at sikre gæsterne optimalt mod ubehageligheder.

Jeg har sat massevis af overvågningssystemer op og fandt hurtigt ud af, at D-Link har brugt erfaringerne med consumer-produkter til at lave noget så sjældent som et plug-and-play-overvågningssystem til virksomheder.

Som hos alle andre virksomheder er oppetid gud hos os. Derfor spurgte jeg ind til netop denne del, da jeg talte med konsulenten. Og den var bestemt i orden efter vores krav.

Høj oppetid – men ikke så meget analyse
NVR’en kan sættes op, så den spejler diskene. Så hvis den ene harddisk bryder sammen, kan man tilgå dem fra den anden harddisk. DNR-326 har også en auto backup funktion, så man kan sende optagelserne fra sin NVR til en FTP-server på en daglig basis. Hvis der skulle være en strømafbrydelse så vil DNR-326 slippe hvor den slap lige så snart strømmen er tilbage, uden at man skal sætte konfigurationerne op igen, og DNR-326 understøtter også brug af UPS.

En af ulemperne ved DNR-326 er, at den ikke har nogen analytiske funktionaliteter så som en persontæller, så man kan se, hvor mange mennesker der kommer og går. Der er heller ikke mulighed for funktionen ”object missing”, så tyveri hurtigt bliver opdaget. Men vi valgte dog, at vi ikke i første omgang havde behov for det.

Jeg er ikke længere it-ensporet
Det er fristende at vælge et brand, du kender, men ved at lave en grundig research har jeg fundet ud af at, på et helt teknisk og nørdet plan, lever de billigere brands op til mine forventninger om bedst mulig sikkerhed – samtidig med at jeg har sparet mange penge for virksomheden.

Vi har regnet os frem til, at vores besparelse lander på 40 procent med den løsning, vi har valgt. Det skyldes ikke mindst, at fx Axis kræver betaling for to licenser per visningsstation. Desuden skal der oven i betales for en tower server med diske til at lagre informationerne. Det er vi nu sluppet for.

Fire gode råd når du vælger it-løsninger:

1. råd: Vælg den rette samarbejdspartner.

Det er vigtigt at vælge en samarbejdspartner, der tør udfordre dig og dit valg – og som har ekspertise på netop de løsninger, du vælger. Det kan lyde banalt, men jeg har desværre erfaret, at ikke alle udbydere handler i kundens interesse. Derfor prøv forskellige samarbejdspartnere og find dem, der hjælper jer til at finde de løsninger, der passer JER bedst. Meget rådgivning er alt for styret efter de procentdele, som distributørerne modtager fra producenterne.

2. råd: Forlang en demomodel.

Det giver et helt andet indtryk af produktet, når du sidder og prøver det af hjemme i dagligstuen, frem for at sælgeren hurtigt går det igennem. Jeg blev yderst overrasket over det DSC-6120 dome-kamera fra D-Link, jeg fik i hånden. Det kostede det halve af konkurrentens, og havde langt flere features.

3. råd: Vær omkostningsbevidst når du vælger.

Igen er det vigtigt at undersøge mulighederne. Jeg har valgt en løsning, der er betydelig billigere, ny og bedre end den tilsvarende fra konkurrenten. Hvis du køber en software-løsning, bør du overveje, om der findes en løsning, der ikke kræver licenser. Her kan være rigtig mange penge at spare. Et licensfrit system er lettere rent administrationsmæssigt, da du slipper for at holde styr på, hvor mange enheder der er tilsluttet, fx en overvågningscentral.

4. Forhør dig i dit professionelle netværk

Brug dit netværk til at opdage nye mærker og undgå at jokke i det samme spinatfad flere gange, for vi er jo ikke konkurrenter, når det handler om indkøb.

Yderligere information

Den valgte løsning

2 DNR-326, 2-Bay Professional Network Video Recorder

18 DCS-6210, Outdoor Full HD Vandal-Resistant Mini Fixed Dome Network kamera med opløsning på 1920 x1080 og ansigtsgenkendelse inden for 10 meters afstand

Brøchner Hotels A/S har cirka 70 ansatte og består af de tre hoteller: SP34, Hotel Danmark og Hotel Astoria i det centrale København.


Tags


Leverandører
Tilbage til toppen