SecurityWorldMarket

23-05-2010

Sådan brandsikrer man med glas

Dansk Brand- og sikringsteknisk Institut har udgivet 'DBI vejledning 37 Glas og brand - Brandbeskyttende glas i bygningsdele'. Vejledningen er udarbejdet som en hjælp til myndigheder, projekterende, udførende og andre, der ønsker et overblik over regler og krav, som i brandmæssig sammenhæng skal iagttages i forbindelse med anvendelse af glas i bygningsdele.
Vejledningen omfatter primært bygninger, hvor brandsikringen udføres efter ‘Eksempelsamling om brandsikring af byggeri’, og dermed opfylder funktionskravene angivet i Bygningsreglement 2008 (BR08), kapitel 5. Vejledningen angiver kort hovedtrækkene for brandsikring angivet i ‘Information om brandteknisk dimensionering’, men det er ikke muligt at foretage en brandteknisk dimensionering ud fra vejledningen.
Vejledningen har 10 afsnit, som bl.a. omtaler ‘Brandtekniske begreber’, ‘Lovgivning’, ‘Brandsikring af byggeri med glas’ , ‘Bygningsdele med brandbeskyttende glas’, ‘Projektering’, ‘Udførelse og montage’, ‘Drift og vedligehold’ samt ‘Udskiftning og reparation’.
For glas, som for andre byggevarer, stilles der krav til de brandtekniske egenskaber og til brandmodstandsevnen for den bygningsdel, hvori glasset indgår. Et af den nye vejlednings vigtige budskaber er da også, at det ikke er nok, at glasset isoleret set opfylder kravene relateret til en given brandmodstandsevne. Hele bygningsdelen med glas, tætningskomponenter, karm, ramme og montering, skal samlet opfylde kravene til den krævede brandmodstandsevne.

EW – nyt begreb og udfordring for glasindustrien
Når en adskillende bygningsdels isoleringsevne er kontrolleret på grundlag af den udsendte varmestråling, angives dette med W. Det indebærer, at strålingsintensiteten målt i en afstand af 1 m fra den adskillende bygningsdel på den ikke-brandpåvirkede side ikke overstiger 15 kW/m² inden for et fastlagt tidsrum. W angives altid i kombination med E (integritet).
Efter EW angives tidsrummet, hvor bygningsdelen opfylder kravene. Sådanne adskillende bygningsdele klassificeres i følgende klasser:
  • bygningsdel klasse EW 30 [ingen hidtidig dansk klasse]
  • bygningsdel klasse EW 60 [ingen hidtidig dansk klasse].

EW er et nyt begreb, som ikke er indarbejdet i Bygningsreglementet og Eksempelsamlingen. Men den projekterende har lov til i en brandstrategi at udnytte de nye muligheder for at få åbenhed, dagslys og gennemsyn ind i byggeriet og stadig bevare brandsikringen.

Læs mere om emnet på www.dbi-net.dk



Leverandører
Tilbage til toppen