SecurityWorldMarket

04-10-2007

RUKO er blevet elektronisk

At højere sikkerhed og øget bekvemmelighed er kodeordene i fremtidens elektroniske sikkerhedsmarked, viste Ruko på sin stand på Sikring & Sikkerhed, hvor de nyeste løsninger blev demonstreret.

- Ruko har stor tradition for mekanisk sikring, men inden for de seneste år har vi bevæget os mere og mere ind på det elektroniske marked, hvor elektronikken bliver bygget ind i nøgler og cylindre. Et godt eksempel er vores intelligente låsesystem Ruko CLIQ, som er baseret på både mekanisk og elektronisk kodning og kan tilpasses den enkelte kundes behov, forklarer Jens Møller, der er afdelingschef i Rukos produktafdeling.
Et hot emne på messen var elektronisk adgangskontrol. Her var der stor interesse for Rukos løsninger, som er inddelt i tre kategorier lige fra enkeltstående stand alone løsninger, over offline løsninger med mulighed for kommunikation mellem enhederne, til totalt integreret elektronisk adgangskontrol med netværkskommunikation mellem enhederne.
- Hvis kunden eksempelvis ønsker høj sikkerhed og bekvemmelighed gennem berøringsfri adgangskontrol, er Ruko SmartAir et godt bud. Denne offline løsning er især smart, fordi den kan kombineres med en lang række andre funktioner som tidsregistrering, kantinebetaling, identifikation og server logon i et og samme kort, forklarer Jens Møller og fortsætter:
- Ønsker kunden en løsning med totalt integreret elektronisk adgangskontrol, er Ruko ARX ACCESS et oplagt bud. Det er markedets førende produkt med unik kryptering, som betyder, at man kan arbejde med systemet via internettet uden at gå på kompromis med den høje sikkerhed. Samtidig er installationen af ARX ACCESS meget brugervenlig via en selvkonfigurerende plug & play løsning.

Fjernbetjent villalås til private
Det private marked nyder også godt af den seneste udvikling på sikringsmarkedet. Med Ruko GSM Key kan man låse op med mobiltelefonen, og senest har Ruko introduceret en ny elektromekanisk villalås, Ruko ELVA, som giver boligejerne helt nye og fleksible muligheder for indbrudssikring.
- Med ELVA kan man fjernbetjene låsen på samme måde, som vi kender det fra biler, og det giver en utrolig brugervenlig løsning, forklarer Jens Møller.
- Forældre med små børn, som kommer hjem med fyldte bæreposer under armene, kan åbne døren på 5-6 meters afstand i stedet for at stå og rode med en nøgle, mens ungerne flår i buksebenene. ELVA egner sig også til den ældre gruppe, som blandt andet slipper for at anstrenge øjnene for at finde nøglehullet.
Blandt de øvrige produkter, Ruko demonstrerede på messen, var elektroniske nøgle- og medicinskabe, de nyeste muligheder inden for dørlukkeanlæg og sikring af flugtveje samt godkendt dørautomatik til branddøre.


Web-TV

Se flere film og klip her »
Leverandører
Tilbage til toppen