SecurityWorldMarket

01-10-2014

Politiet får administrative opgavecentre to steder i landet

Foto: Politiet

Fra og med i dag samler politiet arbejdet med en række administrative opgaver i to centre i henholdsvis Høje-Taastrup (Københavns Vestegns Politi) og i Holstebro (Vestjyllands Politi). Dette gælder også sagsbehandling af ansøgninger om autorisation til at drive vagtvirksomhed eller godkendelser af vagtpersonale.

Dette betyder, at alle vagtansøgninger fra i dag skal sendes til et af de to centre, hhv. Administrativt Center Øst og Administrativt Center Vest. Ansøgninger om tilladelse til eller fornyelse af tilladelse til kontrolcentral skal ske hos Administrativt Center Øst. Man finder kontaktinformationer til centrene på www.politi.dk under Borgerservice. Man kan godt ringe til de nye centre, men der vil ikke være mulighed for personlig betjening.

De to opgavecentre får 96 medarbejdere i Holstebro og 78 medarbejdere i Høje-Tåstrup, når stillingerne omregnes til årsværk. Blandt opgaverne kan nævnes våbentilladelser og en langt række andre tilladelser samt sagsbehandling i ATK-sager (automatisk trafik kontrol). Enkelte sager eks. bevillinger ligger stadig i politikredsene.

"Sammenlægningen af opgaverne sker ikke mindst for at sikre en ensartet måde at behandle sager på, uanset hvor i landet borgeren bor, samtidig med at driften optimeres. De nye opgavefællesskaber vil også betyde, at der sikres en stor viden inden for de mange forskellige administrative områder, som politiet har med at gøre. Dermed sikres også den bedst mulige kvalitet i sagsbehandlingen", siger økonomidirektør Nikolaj Veje, Rigspolitiet.



Leverandører
Tilbage til toppen