Terror og stigende velstand fører til øget efterspørgsel efter bodyguards og personlig sikkerhed. Derfor er målgruppen internationale koncerner og velhavende privatpersoner, når sikkerhedsfirmaet Exclusive Security den 23. oktober etableres ved en celeber reception på restaurant Nokken i Rungsted. Virksomhedens stiftere har en lang karriere bag sig inden for personlig sikkerhed, men det nye sikkerhedsfirma satser på mere end blot sikkerhed.
- Vi har landets bedste kompetencer inden for livvagt service, men markedet er de seneste år vokset kraftigt, og det har ledt til efterspørgsel på mere omfattende services. I Exclusive Security henvender vi os til den voksende gruppe af danskere med mange penge og internationale interesser samt til virksomheder, der får besøg fra udlandet. Det betyder, at vi skal kunne tilbyde at optræde som virksomhedens repræsentanter, administrere kundens mødekalender, tage telefoner og i det hele taget fungere som værter ud over at tage os af sikkerheden, siger Lars B. Mortensen, direktør i Exclusive Security.
Han forestiller sig, at typiske opgaver vil være livvagt service, vært og ledsagelse opgaver i ind og udland, samt koordinering af større opgaver på tværs af landegrænser.
- Det bliver ikke et problem at finde kunder fremover. Vi har gode indikationer fra markedet om en stigende efterspørgsel, fortæller Lars B. Mortensen, som har været i branchen i 11 år.
29-10-2007




















