SecurityWorldMarket

01-06-2009

Nyt om installatørcertificering

DBI - Dansk Brand- og sikringsteknisk Institut kan snart igen tilbyde at certificere personer, der fungerer som kvalificerede personer i et installationsfirma, som er godkendt til installation af automatiske brandsikringsanlæg. Der vil dog ske den ændring, at certificeringsordningen fremover ikke vil være akkrediteret af DANAK. DBI har vurderet, at det med ordningens nuværende udformning, ikke er muligt at opfylde de gældende krav for opretholdelse af akkrediteringen. Særligt i relation til de nye regelsæt på sprinklerområdet og de deraf afledte skærpede krav.

Det er meningen, at certificeringsordningen i en overgangsperiode, indtil ordningen som forventet kan overdrages i regi af den ny forening NORMA, skal fungere så tæt på den oprindelige ordning som muligt, da det er i alles interesse, at niveauet ikke bliver forringet i forhold til det kendte.
Det er vigtigt, at der skabes så megen tillid til ordningen som muligt, og der arbejdes derfor med en model, hvor en allerede etableret gruppe vil blive tilsynsførende med certificeringsordningen. Følgende organisationer er indtil videre repræsenteret i gruppen:
Forsikring & Pension
Foreningen af Kommunale Beredskabschefer
TEKNIQ, Installatørernes Organisation
SikkerhedsBranchen
DBI - Dansk Brand- og sikringsteknisk Institut.
DBI håber at kunne sende reviderede udgaver af både Retningslinie 001 og 002 til høring ultimo maj måned, med en meget kort periode til at kommentere på retningsliniernes indhold. Under forudsætning af der ikke kommer kommentarer til høringsudgaverne, som det vil være meget tidskrævende at behandle, forventes de reviderede udgaver at træde i kraft den 15. juni 2009.
Alle kurser relateret til personcertificering gennemføres derfor som planlagt og planlagte prøvedatoer fastholdes.
DBI forventer snarest at kunne informere yderligere om processen med tilbagetrækning af de akkrediterede certifikater og udstedelse af nye certifikater. Denne proces vil dog være afhængig af såvel kravene fra DANAK, som af det endelige indhold i retningslinierne.



Leverandører
Tilbage til toppen