SecurityWorldMarket

28-09-2010

Nyt bygningsreglement uden styrkede krav til sikkerhed og brand

BR10, det nye bygningsreglement, er trådt i kraft. Det skete pr. 30. juni, men med en overgangsperiode på et halvt år, hvor der kan bygges efter både det nye og det gamle bygningsreglement (som hedder BR08). Fra 30. december 2010 kan der kun bygges efter BR10. SikkerhedsBranchen arbejdede under det ny bygningsreglements tilblivelse på at styrke kravene til brandsikring og på at få krav om tyverisikring med, men havde lige så lidt held som mange andre organisationer, da al energi blev lagt på netop energi - nemlig at reducere energiforbruget i bygninger, både nye og eksisterende
Det betyder blandt andet, at det bliver meget dyrere at renovere og at bygge til. Hvor man før ved udskiftning af en punkteret termorude kunne udskifte med en, der opfyldte reglerne fra dengang, huset blev bygget, skal man nu skifte med en rude, der opfylder det ny bygningsreglements krav.

Og bygger man en vinkel på bygningen for at få mere plads, er det ikke kun den, men hele huset, der skal opfylde det ny bygningsreglements energikrav.

Forklaringen på reglen er den, at hovedparten af Danmarks ejendomme er fra en tid med ingen eller meget små krav om energibesparende byggeri, og at det derfor vil tage meget lang tid at få energiforbruget ned, hvis man kan blive ved med at udskifte vinduer osv. efter de gamle regler. Derfor er det snart slut. Det er gået ret stille af, men der skal nok komme nogle protester i 2011, om ikke andet fra parcelhusejere, der oplever, at deres drøm om at udvide huset viser sig at være meget dyrere end de troede, da de et par år forinden begyndte at tegne og regne

Kilde: SikkerhedsBranchen


Leverandører
Tilbage til toppen