09-09-2010
Nyt branchesamarbejde med Dansk Standard
SikkerhedsBranchen har indledt et uformelt samarbejde med Dansk Standard, hvor organisationen kan hjælpe med ekspertise på sikringsområdet og den anden vej få overblik og mere indflydelse på regelsætningen på både nordisk, europæisk og globalt niveau.
Det nordiske samarbejde foregår i The Nordic Project of Standardization of Security Services, det europæiske samarbejde sker i CEN (alt ikke-elektrisk) og CENELEC (alt elektrisk), og det globale sker i ISO og IEC, som stort set svarer til CEN og CENELEC.
SikkerhedsBranchens holdning er så vidt muligt at globalisere. Det er holdningen hos de fleste aktører, men ofte er genvejen i virkeligheden en bevægelse den modsatte vej: Da man ikke uden videre kan skabe en sammenhæng på verdensplan, begynder man lokalt, og så ender man i opsplitninger, så der bliver en nordisk standard, en sydeuropæisk osv. De bliver så grundlaget for senere verdensomspændende standarder, meddeler SikkerhedsBranchen..