Forsikring & Pension har udarbejdet nye specifikationer for installation af alarmanlæg i landbrugsbedrifter. Specifikationerne beskriver forhold, som anses at være af væsentlig betydning, når elektronisk overvågning indgår som en sikringsforanstaltning ved svigt i ventilationsanlæg eller andre tekniske anlæg.
Specifikationerne er udarbejdet til brug for forsikringsselskaber ved deres dialog med forsikringstagere - samt installatører og leverandører af alarmanlæg til brug for landbrugsbedrifter. Formålet med specifikationerne er at afværge eller begrænse såvel de dyreværnsmæssige som de økonomiske følger af teknisk svigt i ventilationsanlæg installeret i svine- og fjerkræstalde. Specifikationerne kan endvidere anvendes ved elektronisk overvågning af andre vigtige tekniske installationer i landbrugsbedrifter - f.eks. automatiske foder-, vandings-, varme-, iltnings- eller udmugningsanlæg.
Specifikationerne omfatter en række mindstekrav, som installatører, alarmsystemdele, installationen og reaktionen skal opfylde, hvis et alarmanlæg kræves installeret i henhold til disse specifikationer.
Som hidtil skal installatører af alarmanlæg i landbrugsbedrifter være autoriserede el-installatører - men som noget nyt skal installatøren fremover også være certificeret alarminstallatør. Endvidere kan det nævnes, at alarmsignaler fra alarmanlæg installeret i landbrugsbedrifter fremover skal overføres til en kontrolcentral, der er godkendt af Rigspolitichefen, jf. Lov om Vagtvirksomhed.
Kilde: DBI
10-08-2008

































