Den hastige udvikling af trådløse teknologier har skabt nye muligheder for alarmforbindelser mellem brandsikringsanlæg og redningsberedskabernes vagtcentraler. For hvorfor egentlig investere i dyre kabelforbindelser, når alarmerne bare kan sendes via mobilnettet eller gennem bygningens internet, der i forvejen bruges til masser af datatransmission, lyder argumentet.

Men så nemt går det nu ikke, fordi trådløse forbindelser og IPlinjer har både flere og andre fejlmuligheder end fast opkoblede forbindelser. Vejrforhold, overbelastning af mobilnettet, strømsvigt, opdatering af internt net og meget andet kan f.eks. være en barriere for den altafgørende alarmering af brandvæsenet, hvis uheldet er ude.

Derfor medfører nye muligheder for alarmtransmission en række nye spørgsmål og afklaringer, og dem er DBI nu ved at finde svar på i en arbejdsgruppe, som også omfatter RMG-Inspektion A/S og Foreningen af Kommunale Beredskabschefer (FKB). For de nye muligheder bør kun benyttes i takt med, at vi er sikre på løsningernes kvalitet og sikkerhedsniveau.

- Det handler først og fremmest om sikkerhed og tillid til brandsikringsanlæggene, og hvilke krav man skal stille til transmission af alarmsignaler, hvis sikkerhedsniveauet skal være tilstrækkeligt. Dernæst handler det om at undgå linjealarmer, som kan være en stor belastning for vagtcentralerne, siger direktør Anders Frost-Jensen fra DBI.

Rettet mod brandsikringsanlæg Indsatsen retter sig udelukkende mod sikkerhedsniveauet ved transmission af alarmer fra brandsikringsanlæg, som er den mest kritiske alamtype pga. risikoen for menneskeliv og store værdier i form af bygninger og indbo. Ved andre former for trådløse alarmer (f.eks. overvågning af maskiner og udstyr til indbrudsalarmering) kan et lavere sikkerhedsniveau i mange tilfælde være acceptabelt.

- Efter planen er arbejdsgruppen færdig med de nye præciseringer til marts 2015. Herefter vil kravene blive indarbejdet i Retningslinje 232 for projektering, installation og vedligeholdelse af ABA-anlæg, fortæller Anders Frost-Jensen.

Samtidig er det forventningen, at brandmyndighederne indarbej- der kravene i deres betingelser for at blive tilsluttet de lokale vagtcentraler, og at de nye forhold vil indgå i kommunernes byggesagsbehandling. Der findes flere leverandører af f.eks. certificeret trådløst transmissionsudstyr i henhold til den relevante komponentstandard.

Typisk kræver hvert fabrikat en dedikeret server til at modtage alarmerne, så vagtcentralerne skal derfor også tage stilling til, hvilke fabrikater de vil kunne modtage. Præciseringer af tre typer alarmtransmission Teknisk er alarmforbindelser i Retningslinje 232 opdelt i tre mulighedstyper: 1, 2 og 3.

- Fælles for de tre typer er, at transmissionsforbindelsen skal leve op til en række mindstekrav for bl.a. oppetider, der er angivet i standarden EN/DS 54-21, forklarer Kim Kragh Jespersen fra DBI, som deltager i arbejdsgruppen og er bindeled til det tekniske udvalg for Retningslinje 232.

Hertil kommer en række krav til udførelsen, hvor det for radiobaserede systemer gælder, at der bl.a. anvendes en udvendig placeret antenne, som skal være kompatibel med transmissionsudstyret. Desuden bør signalstyrken til enhver tid kunne aflæses eller oplyses af leverandøren, ligesom signalstyrken skal opfylde leverandørens/ vagtcentralens mindstekrav.

- Det er derfor også nødvendigt, at vagtcentralerne kigger på den fysiske udførelse af transmissionsforbindelsens modtagelse, hvilket er nyt i forhold til f.eks. alarmnettet, siger Kim Kragh Jespersen.

Selvom arbejdsgruppen endnu ikke er færdig med arbejdet, står det klart, at Type 3 transmission (selvstændig radiobåret alarmtransmission) ikke kan benyttes i forbindelse med myndighedskrævede brandsikringsanlæg. Disse findes i visse industrivirksomheder og i bygninger, der falder i Bygningsreglementets anvendelseskategorier 5 og 6. Det er typisk hoteller, kroer, ældreboliger, hospitaler, plejehjem og daginstitutioner.