SecurityWorldMarket

30-10-2012

Ny tågekanon til privatmarkedet

Flere danskere sikrer deres hjem for at undgå, at designermøbler og elektronik skal blive til letomsættelige tyvekoster. Stadig flere vælger tågesikring, der skjuler værdierne, så tyvene ikke kan finde dem. Tågesikringsfirmaet Protect går målrettet efter det private marked med sin nye tågekanon Qumulus.
Nye beregninger fra Sikkerhedsbranchen viser, at antallet af sikrede private hjem i perioden 2005 til 2011 steg fra 135.000 til 250.000. Den øgede sikring af private boliger er sket i takt med, at de fleste virksomheder igennem en årrække er blevet sikret stadig bedre, og derfor er blevet sværere at bryde ind hos.

- Vi er opmærksomme på behovet og kundernes ønsker og har udviklet en tågekanon, hvor design og teknisk formåen diskret vil passe ind i de fleste private hjem og mindre kontorer, fortæller markedsansvarlig Thomas Stig Thøisen, Protect, der er verdens største producent.

Navnet på den nye tågekanon er Qumulus, der i design og i hvid finish er udviklet til at passe ind i et moderne hjem eller i et eksklusivt kontor. De tekniske specifikationer er også afpasset til opgaven, hvor den i løbet af sekunder kan fylde en stor stue på 40 - 50 m2 med ganske tæt og uigennemsigtig tåge. Qumulus kan endda programmeres til at supplere med yderligere tåge til politi eller vagt ankommer.

Qumulus aktiveres af hjemmets elektroniske tyverialarm. Tågevæsken er baseret på glykol, der leveres i små solide poser. Væsken er ganske ufarlig for mennesker, dyr, elektronik og møbler. Efter en affyring af tågekanonen skal man blot sørge for en grundig udluftning af de berørte rum. Og installere en ny pose med tågevæske.

- Den tykke tåge bevirker, at man mister orienteringen. Derfor forlader indbrudstyve huset i en fart, når de opdager, at der er tågesikret, slutter markedsansvarlig Thomas Stig Thøisen.



Leverandører
Tilbage til toppen