SecurityWorldMarket

18-06-2010

NORMA er opløst

NORMA, organisationen, der skulle administrere kravspecifikationerne i certificeringerne, er lukket. Det skete på en ekstraordinær generalforsamling den 14. juni med det formål at opløse foreningeni. Organisationerne i bestyrelsen er enige om, at NORMA var en god ide, men at den måske kom for tidligt. Det har vist sig at være et problem, at nogle af organisationerne i samarbejdet - f.eks. SikkerhedsBranchen - har arbejdet længe med certificering, mens andre er helt nye og derfor noget famlende over for begrebet.
Fra SikkerhedsBranchen lyder meldingen:
- Nedlæggelsen af NORMA betyder, at vi vender tilbage til den gamle model, hvor typisk vi og Forsikring & Pension var primus motor i en certificering, og hvor vi inviterede andre organisationer med i arbejdet med en kravspecifikation, hvis vi mente, det kunne have deres interesse. Vi vil som hidtil arbejde på at få så bred en fundering som muligt bag den enkelte kravspecifikation, men det skal ikke være bredere, end at det er styrbart og håndterligt, og deltagerne skal på forhånd være enige om, at målet er en kravspecifikation på området.
”Hjemstedet” for kravspecifikationerne skal fortsat være F&P’s hjemmeside.

NORMAs nedlæggelse får ikke betydning for firmaer med eksisterende certificeringer, men de, der har ventet på distributør-, rådgiver- og perimetercertificeringer (den sidste en del af de mekaniske), vil forhåbentlig opleve, at de hurtigere kan komme i gang, siger SikkerhedsBranchen.

Web-TV

Se flere film og klip her »
Leverandører
Tilbage til toppen