SecurityWorldMarket

08-12-2017

Myndigheder skal hemmeligt kunne tilgå danskernes persondata

Når Danmark til maj skal implementere det nye EU-regulativ om persondatabeskyttelse (GDPR), så bliver det med danske love, der bør sikre danskernes persondata. Et af lovforslagene lister dog en bagdør ind, der tillader, at myndighederne kan tilgå danskernes persondata, uden at de ved det. Det skriver Politiken. 

Regeringen har fået førstebehandlet et lovforslag, der skal give forskellige offentlige instanser adgang til danskeres persondata på tværs af myndighedsskel. Det gælder f.eks. Skat, politiet og kommuner, der med den nye lov kan få adgang til informationer, der er gemt i andre offentlige systemer, skriver Politiken.

Når GDPR træder i kraft til maj, så er det ellers fra EU's side med intentioner om mere gennemsigtighed og bedre beskyttelse af persondata. Det er dog ikke helt, hvad justitsminister Søren Pape Poulsen (K) lægger op til, da han ikke mener, at borgeren skal oplyses om, hvem der får adgang til private oplysninger.

Lovforslaget møder modstand fra en lang række kritikere og eksperter, der mener, at borgerens rettigheder bliver glemt.

»Det her er en ladeport for ministerielle regler, der uden reel demokratisk kontrol kan give adgang til hemmelig overvågning af den danske befolkning,« siger Hanne Marie Motzfeldt, lektor i persondataret ved Aarhus Universitet, til Politiken.



Leverandører
Tilbage til toppen