SecurityWorldMarket

19-12-2013

Milestone hyrer Thomas Lausten som Vice President Sales EMEA

Thomas Lausten går til Milestone.

Milestone Systems har ansat Thomas Lausten, tidligere adm. dir. for ADI Alarmsystem, som Vice President for salg i Europa, Mellemøsten og Afrika (EMEA). Thomas Lausten skal udbrede tilstedeværelsen i disse centrale markeder og styrke relationerne til Milestones distributører, forhandlere og partnere.
Thomas Lausten skal som Vice President Sales EMEA være med til at sikre den stejle vækstkurve, som Milestone har oplevet siden grundlæggelsen i 1998.

- En af mine vigtigste opgaver bliver at være med til at strukturere organisationen, så Milestone får en endnu stærkere tilstedeværelse på de mest centrale markeder. Samtidig vil jeg også styrke samarbejdet mellem vores dygtige salgsmedarbejdere i EMEA, og sørge for, at vi bliver bedre til at arbejde sammen og dele viden på tværs af landene, siger Thomas Lausten.

Milestone udbyder i dag såvel komplekse løsninger, specielt udviklet til primært store virksomhederne, som mindre komplekse løsninger til små og mellemstore virksomheder.

- Vi skal fremover blive endnu bedre til at vise potentielle kunder i alle markeder, at vi har de bedste løsninger lige meget, hvor komplekse installationer virksomhederne efterspørger. I dag er der nemlig stor forskel på, i hvor høj grad vi rammer de to segmenter i de forskellige markeder. Samtidig skal vi gøre endnu mere ud af at vise fordelene ved IP-baseret videoovervågning til de kunder, der i dag bruger analog teknologi, siger Lausten.

Eric Fullerton, Chief Sales and Marketing Officer, Milestone Systems, ser frem til samarbejdet med Thomas Lausten:

- Thomas har mange års erfaring inden for den europæiske sikkerhedsbranche og en stor indsigt i kulturelle forskelle på tværs af landene. Han har også en bred viden om den danske sikkerhedsbranche, da han igennem en årrække har været bestyrelsesmedlem i SikkerhedsBranchen. Derfor er Lausten den helt rigtige person til at stå i spidsen for vores salgsorganisation i EMEA, siger Eric Fullerton, Chief Sales and Marketing Officer Milestone.

- Thomas Lausten har gennem hele sin karriere leveret flotte resultater for både Siemens Building Technology, Security Products, ADI Global Distribution og Antech og bevist, at han er en professionel og kompetent leder. Thomas Lausten vil fremover blive en del af Milestones go-to-market-ledelsesgruppe, hvor han skal være med til at sikre, at vi når de ambitiøse, strategiske mål, der er sat, siger Eric Fullerton.


Leverandører
Tilbage til toppen