SecurityWorldMarket

17-11-2010

Milestone - 'årets sikkerhedsvirksomhed' i Danmark

Lars Thinggaard, administrerende direktør, Milestone Systems

Milestone Systems' globale førerposition inden for IP-videoovervågning er en af de væsentligste årsager til, at Skandinaviens førende sikkerhedsmagasin Detektor har kåret Milestone som årets danske sikkerhedsvirksomhed.
Danske Milestone Systems er endnu engang blevet hædret med en pris – denne gang prisen ’årets danske sikkerhedsvirksomhed’, som er indstillet af Detektor International, og som overrækkes Milestone på Sectech, som finder sted den 17.-18. november i København.

Formålet med prisen er generelt at fremhæve den danske sikkerhedsbranche og i særdeleshed de mest fremtrædende virksomheder i industrien. I udvælgelsesprocessen har Detektor Scandinavia blandt andet set på, hvordan virksomhederne plejer deres brands, ligesom deres innovationsevner, lønsomhed og vækst nøje er blevet vurderet.
”At vi vælger Milestone Systems som årets vinder skyldes, at Milestone ikke bare er en meget succesfuld virksomhed og pioner inden for digital Video Management Software, men også er et af de stærkeste brands inden for netværksvideo. Og havde vi haft en pris til årtiets danske virksomhed, ja, så havde de også fået den. Jeg glæder mig til at overvære overrækkelsen, som finder sted til Sikkerhedsbanketten den 17. november,” siger VD Lennart Alexandrie, AR Media International, som står bag udgivelsen af sikkerhedsmedierne Detektor Scandinavia, SecurityUser og Security World Hotel.

Juryens officielle begrundelse for valget af Milestone lyder: ”For på konsekvent og forbilledlig vis at have fastholdt selskabets pionerånd samt udviklet et teknikkoncept og en forretningsidé, som har gjort virksomheden globalt førende inden for IP-videoovervågning”.

”Vi er meget stolte over udnævnelsen til årets danske sikkerhedsvirksomhed – det er en stor ære. Prisen går i første omgang til Milestones medarbejdere, som er de virkelige pionerer i vores virksomhed og i lige så høj grad til vores loyale og mangeårige partnere, som i den grad tvinger os til hele tiden at tænke nyt og skabe innovative og fremtidssikrede løsninger,” siger administrerende direktør Lars Thinggaard, Milestone Systems.

Sectech (www.sectech.nu) arrangeres af AR Media International og finder sted den 17.-18. november på Scandic Hotel Copenhagen.

Milestone Systems er verdens førende producent af åben platform software til IP-baseret videoovervågning. Det viser markedsanalyser fra IMS Research for sjette år i træk. Samtidig har dagbladet Børsen for sjette gang kåret Milestone som Gazelle-virksomhed, ligesom firmaet er blevet dekoreret med Kong Frederik den Niendes Hæderspris for sin eksportindsats. Milestone XProtect® software supporterer det største udvalg af netværkskameraer og standard it-hardware med omfattende muligheder for integration med andre systemer såsom adgangskontrol, transaktioner i detailhandelen, analytics, m.m. Milestone har 75.000 løsninger installeret hos kunder gennem en veludbygget distributionskanal med autoriserede partnere, som dækker 115 lande. Milestone Systems blev stiftet i 1998, har hovedsæde i Danmark med 11 kontorer i udlandet og beskæftiger flere end 260 medarbejdere.


Leverandører
Tilbage til toppen