SecurityWorldMarket

04-10-2017

Mere end 2.000 til forkortet Security User Expo

Mange kom tidligt første dag for at se og høre justitsminister Søren Pape Poulsen (C) åbne messen og tale om regeringens syn på terrortruslen.

Da Security User Expo fandt sted i Bella Center 27.-28. september, var det første gang, messen fandt sted i løbet af blot to dage. Tanken med at forkorte messen var dels at reducere udstillernes omkostninger. Dels at øge den daglige koncentration af besøgende. Der kom færre besøgende på messens anden dag, end arrangørerne havde håbet på, men det har ikke skortet på positiv feedback fra udstillerne..

– Vi havde en rigtig god første dag, mens andendagen alligevel blev lidt tynd om eftermiddagen, som det plejer at være på en messes sidste dag, siger Lennart Alexandrie, adm. dir. for AR Media International, der arrangerer messen.

I år blev der registreret 2.039 unikke fagbesøgende på de to dage. For to år siden kom der 3.109 besøgende på tre dage. Altså godt og vel 1.000 personer per dag i begge tilfælde.

– Det er vi ikke helt tilfredse med, da vi havde håbet på 2.500 besøgende i år, siger Lennart Alexandrie, som dog glæder sig over kvaliteten på de besøgende.

– Den feedback, vi har fået fra udstillerne, er, at Security User Expo fortsætter med at tiltrække de rigtige besøgende, og at der er en meget høj kvalitet, hvilket er meget positivt.

- Der er dem, der mener, at Odense skulle være et bedre sted at afholde en sikkerhedsmesse på grund af den mere centrale placering i landet, men naturligt nok er det nu engang i København, at de fleste købsbeslutninger bliver taget. Og man skal også huske, at Security User Expo i år havde flere besøgende på to dage end Sikring & Sikkerhed i Odense havde på tre dage i 2009.

– Nu vil vi analysere og se, hvad vi kan gøre for at sikre, at der kommer betydeligt flere besøgende i 2019, især på andedagen, og vi vil se på feedback fra såvel udstillere som besøgende for at finde de rette svar. Det positive, som vi tager med fra denne messe, er den høje kvalitet på de besøgende og de velbesøgte konferencer, siger Lennart Alexandrie.

Kommentarer fra udstillere

”Der har været en masse nye, potentielle partnere både i går og i dag, og det har været virkelig kvalificerede leads, der er kommet.” (Michael Kragh, Regional Sales Director, Avigilon).

”Security User Expo er et vigtigt mødested for både slutbrugere og installatører, og det giver os som producenter mulighed for at komme og vise, hvilke trends, vi synes er vigtige.” (Thomas Risager, Country Sales Manager, Vanderbilt).

”Jeg synes messen har været fin og godt besøgt, og vi har haft rigtig mange på besøg her i standen.” (Jacob Dedichen, Channel Business Manager, Milestone Systems).

”Der har været mange kunder og stor interesse for det, vi viser på vores stand.” (Henrik Schartau, Sales Manager Danmark, Salto Systems).

”Der har været rigtig mange gode besøg og mange gode samtaler og stor interesse for al den nye innovation, vi viser.” (Michael Hygild, Team Manager Nordic, Hikvision).



Leverandører
Tilbage til toppen