SecurityWorldMarket

16-12-2009

Lukkede virksomheder frister kriminelle mere end nogensinde

Mange indbrudstyve ser lige nu frem til julens helligdage, som er højsæson for indbrudstyveri. - Meget tyder på, at antallet af indbrudsforsøg især i virksomheder vil stige kraftigt i år, forudser Peder Gellers, leder af Sikring og Sikkerhed i DBI - Dansk Brand- og sikringsteknisk Institut.

- Tendensen gennem hele 2009 har været, at tyvene i stigende grad går efter virksomheder. Således steg antallet af indbrud i virksomheder og institutioner i årets første halvår med 24 pct. i forhold til samme periode sidste år. Og erfaringen viser jo, at interessen ikke bliver mindre i juledagene, hvor de fleste virksomheder står tomme i en længere periode, siger Peder Gellers.
Han opfordrer derfor alle virksomheder og institutioner til at give indbrudssikringen et ekstra tjek inden lukkeperioden.
- Og her handler det ikke blot om at huske at sætte tyverialarmen til. Det automatiske indbrudsalarmanlæg kan muligvis afskrække enkelte indbrudstyve, men det holder ikke de "professionelle" ude. Det sender blot et alarmsignal til vagtcentralen, som efterfølgende kan dirigere en vagtmand til adressen. Men inden han dukker op, kan både tyv og værdifulde effekter for længst være væk.
Peder Gellers anbefaler derfor, at man sætter fokus på den basale sikring og i øvrigt tænker sig godt om.
- Prøv fx at se på virksomheden med en indbrudstyvs øjne og tænk på, at hans hovedfjender er støj, synlighed og tid. Sørg så for at gøre tyvens arbejde så besværligt som muligt med blandt andet gode låse og effektive vinduessikringer. Desuden bør man undgå at friste tyven ved at lade bærbare pc'er og andre let omsættelige værdier stå frit fremme lige inden for vinduet, lyder rådene fra Peder Gellers.


Web-TV

Se flere film og klip her »
Leverandører
Tilbage til toppen