SecurityWorldMarket

06-02-2010

Lov om kameraer i hyrevogne på vej

Senest 1. juli 2012 skal alle hyrevogne skal være udstyret med kameraer. Det fremgår af et nyt lovforslag fra transportminister Lars Barfoed (K), skriver Nyhedsbrevet 3F.

Loven om tvungen overvågning kommer efter fem års tovtrækkeri om sikkerhed i taxier. Det var knivmordet på taxichauffør Poul Hansen i 2004, der for alvor startede en debat om sikkerhed i taxier. Poul Hansen blev dræbt ved et røveri, imens han passede sit arbejde.
Siden har Taxichaufførernes Landsklub dokumenteret overfald på taxichauffører. Og tallene viser, at der sker mindst et groft overfald på en taxichauffør hver uge. For eksempel knytnæveslag, spark eller røverier med knive og skydevåben.
Alt tyder på, at loven bliver vedtaget med stort flertal. Et forslag fra Dansk Folkeparti i 2009 pålagde regeringen at fremsætte et lovforslag om tvungen overvågning. Det fik støtte fra Socialdemokraterne og SF - og dermed var et flertal uden om regeringen på plads.

Kilde: Nyhedsbrevet 3F


Web-TV

Se flere film og klip her »
Leverandører
Tilbage til toppen