SecurityWorldMarket

21-04-2008

Livvagtfirma etablerer eksklusiv vagtafdeling

Bodyguard-virksomheden Exclusive Security ApS etablerer ny vagtafdeling for luksusbutikker og andre eksklusive kunder. Det sker som en direkte reaktion på kundernes efterspørgsel efter mere kvalificeret sikkerhed og bedre service.

Exclusive Security, et nyt dansk sikkerhedsfirma etableret i 2007, har vind i sejlende. Iflg. Lars B. Mortensen, direktør i Exclusive Security, har virksomheden på bare 6 måneder fået etableret sig blandt de mere velstillede danskere i det nordsjællandske. Dette skyldes ikke mindst konceptet med, at virksomhedens kunder alle skal godkendes ud fra etiske normsæt, "så den øvrige portefølje ikke belastes". Nu har virksomheden så startet en vagtafdeling, på opfordring fra den eksisterende kundegruppe.
- Vi har landets bedste kompetencer inden for livvagtservice, og vore kunder er tilsyneladende så tilfredse, at de gerne ser vore folk som en del af deres virksomhedsprofil. Vi har dog sat som krav, at butikker og virksomheder skal have samme høje standard, som vore private kunder bliver afkrævet, siger Lars B. Mortensen.
Han forestiller sig, at typiske opgaver vil være butiksvagt i butikker med luksusprodukter, event vagt ved eksklusive events og receptionsvagt i virksomheder, hvor præsentation og sikkerhed går hånd i hånd.
- Generelt har markedet for vagt været præget af laveste bud, forstået således, at vagtvirksomhederne, for at skabe volumen, har budt på opgaver, som de reelt ikke kunne tjene penge på. Vi bevæger os nu væk fra denne tendens og stiller garantier over for kunden, både hvad angår vagternes uddannelse og erfaring og hvad angår servicen, siger Lars B. Mortensen.
- Det betyder blandt andet, at den enkelte vagt skal igennem nogle af de samme kurser som livvagterne i firmaet, da kundeunderlaget er det samme. Risiko for recession eller ej, så er flere danskere blevet velhavende. Disse nye velhavere vil have det samme, som vi alle ønsker; god service og trygge indkøbsmuligheder! vurderer Lars B. Mortensen.
Han oplever et stigende marked for professionelle sikkerhedsservices. Det sker i takt med globalisering, terrortrusler og frygt for kriminalitet blandt de meget velhavende, som der bliver flere og flere af.



Leverandører
Tilbage til toppen