SecurityWorldMarket

13-07-2007

Kom sikkert gennem ferien

Symantec giver 10 gode råd om hvordan man beskytter sin mobiltelefon og sikrer computeren mod uønskede gæster.

Sommerferien er over os, og for mange betyder det afrejse til fjerne rejsemål. For en stigende del af arbejdsstyrken kappes forbindelsen til arbejdspladsen dog ikke helt når der holdes ferie. Mobiltelefonen, lommecomputeren eller Blackberryen medbringes, så vi er til at få fat i, hvis det skulle blive nødvendigt.
Disse enheder bruges ikke længere blot til telefonopkald, men er blevet et vigtigt arbejdsredskab. Det betyder desværre også, at fortrolige virksomhedsdata som e-mails, kunde- eller bankinformationer risikerer at blive eksponeret, mistet eller ødelagt, da data ikke længere holdes inden for virksomhedens fire vægge.
Lommetyve kan stjæle telefonen, man kan glemme den i en lufthavn eller på en restaurant, virus kan få programmer til ikke længere at virke eller man kan koble op fra et ubeskyttet netværk og blive inficeret. Mulighederne for at det går galt er utallige.
Beskyttelse af håndholdte enheder er imidlertid ikke svært. Symantec har defineret ti enkle ting, man kan gøre som vil hjælpe med at beskytte sin mobiltelefon eller lommecomputer:

Skift standardindstillinger
Den mest almindelige måde at få adgang til data på en håndholdt enhed, er direkte gennem enhedens brugergrænseflade. Det første man som bruger skal gøre er derfor at ændre standard-passwordet. Brug komplekse passwords med store og små bogstaver såvel som tal og symboler. Konfigurer telefonen så der er password-godkendelse hver gang telefonen tændes. Telefonen bør også konfigureres så den automatisk låses efter gentagne mislykkede logon-forsøg.

Brug kryptering og brugerautentificering
Hvis data mistes eller stjæles vil informationen enheden indeholder være ulæsbar. De fleste enheder er udstyret med disse sikkerhedsfunktioner, men tredjepartsleverandører tilbyder løsninger med bedre sikkerhed.

Undgå at opgive dit telefonnummer når du er online
Såkaldte "web crawlers" kan opfange dit nummer og misbruge det.

Følg ikke links i e-mails eller SMS'er
Modtager man en e-mail eller en SMS fra en ukendt afsender, bør man ikke følge eventuelle links i meddelelsen, da der kan være tale om et phishing-forsøg.

Begræns antallet af interaktioner
Send kun data til og fra beskyttede kilder. Hvis en kilde er inficeret med virus, kan den smitte andre.

Synkroniser regelmæssigt
Synkroniser telefoner og PDA'er med korte intervaller for at undgå datatab. Betragt arbejdsstationen eller laptoppen som første niveau i backup-systemet. Får en håndholdt enhed virus eller bliver den stjålet, er det kun en lille mængde data, der vil gå tabt.

Installer sikkerhedssoftware og mobil firewall
Kør antivirussoftware på arbejdsstationer, laptops og på håndholdte enheder, gerne dagligt. Konfigurer dette til altid at køre og så der alarmeres i tilfælde af, at der opdages ondsindet kode. Overvej en selvstændig firewall til håndholdte enheder.

Deaktiver Bluetooth når det ikke bruges
De fleste mobiltelefoner understøtter Bluetooth. Når Bluetooth er aktiveret vil der være åben adgang fra alle andre mobiletelefoner inden for Bluetoothens rækkevidde, så sluk for BBluetooth når mobiltelefonen ikke anvender funktionen.

Undgå opkobling fra ukendte trådløse netværk
Mange trådløse netværk på eksempelvis cafeer og tankstationer er ubeskyttede, og de kan derfor være en indgang for uønskede personer.

Download med forsigtighed
Download af filer bør kun ske fra sider man kender og har tiltro til. Gratis downloads fra ukendte hjemmesider bør undgås uanset om det er til en laptop eller til en håndholdt enhed.

Kilde: Dagens Industri, idag.dk


Web-TV

Se flere film og klip her »
Leverandører
Tilbage til toppen