SecurityWorldMarket

18-11-2017

Kameraers kriminalitetspræventive effekt præsenteres på Sectech

Gustav Alexandrie, forskningsansvarlig hos den svenske tænketank Säkerhet för Näringsliv og Samhälle (SNOS).

Den 24. oktober publicerede det videnskabelige tidsskrift Journal of Scandinavian Studies in Criminology and Crime Prevention en rapport, som belyser kameraovervågningens kriminalitetsforebyggende effekt. På onsdag den 22. november præsenteres rapportens indhold for de besøgende på messen Sectech, der finder sted i messecentret Stockholmsmässan.

Rapporten oplyser, at kameraovervågning kan reducere kriminalitet på offentlige steder med 24-28 procent. Rapporten toppede CrimPapers liste over de mest læste af alle 123 akademiske publikationer inden for kriminologi, der blev offentliggjort i den pågældende uge.

På Sectech vil rapportens forfatter, Gustav Alexandrie, der er forskningsansvarlig hos den svenske tænketank Säkerhet för Näringsliv og Samhälle (SNOS) gøre rede for rapportens konklusioner. Han vil blandt andet fortælle om problemer med tidligere svensk og international forskning på området. Derudover vil der blive gjort rede for, hvilke faktorer der er vigtige for en effektiv kameraovervågning, og hvilke typer af miljøer og steder, kameraovervågning fungerer bedst i.

– Jeg vil også belyse, hvorvidt kameraovervågning fører til, at kriminalitet flytter til nærliggende steder, siger Gustav Alexandrie i en kommentar.

Foredraget finder sted på Sectech i Stockholm den 22. november kl. 13.15 og er gratis for alle messebesøgende.


Tags


Leverandører
Tilbage til toppen