SecurityWorldMarket

08-03-2010

Intelligent videoovervågning sikrer værdierne hos Loomis Danmark

Den 1. april 2008 er en dag, Loomis Danmark aldrig glemmer. Om natten, nærmere betegnet kl. 3.32, modtog politiet en overfaldsalarm fra Loomis: En gruppe mænd var brudt ind i værdihåndteringsfirmaet ved at lave hul i muren med en teleskop-læsser og stak efterfølgende af med 62 millioner kroner. Dermed var Danmarkshistoriens største røveri en realitet. Til trods for at alle sikkerhedsforanstaltninger på daværende tidspunkt var på plads, gik man i gang med at revidere alle procedurer og løsninger, som kunne forbedre sikkerheden endnu mere. Sikkerhed er et indiskutabelt parameter hos Loomis, som dagligt håndterer værditransport for en lang række kunder landet over. Samtidig lever Loomis op til kundernes krav om gennemsigtighed og dokumentation - og det sker blandt andet ved brug af topmoderne videoovervågningsteknologi.

I efteråret 2009 var en helt særlig gæst på besøg på Nationalmuseet i København. For Nationalmuseet var det altafgørende, at sikkerheden for verdens største guldmønt var i top - en 100 kg. tung mønt med en værdi på mellem 16 og 18 millioner kroner. Opgaven gik til Loomis, som holdt guldmønten under observation under hele udstillingen og samtidig sørgede for en sikker transport og opbevaring af den kostbare mønt.
En anderledes opgave for danske Loomis, der er en del af det svenskejede Loomis AB, og som traditionelt håndterer og transporterer alle former for værdier, herunder kassebeholdninger, checks, værdipapirer og databånd. En forretning, der kræver et altafgørende fokus på sikkerhed - både i forhold til kunderne og de ansatte.
"For os har sikkerhed af gode grunde allerhøjeste prioritet. Kundernes levebrød er bogstaveligt talt i vores hænder, når vi udfører vores opgaver, og derfor er det altafgørende, at tillidsforholdet er i orden. Og det gælder ikke kun i forhold til vores kunder, men i lige så høj grad i forhold til vores medarbejdere, som dagligt håndterer de mange værdier," forklarer Risk Manager Tom Andersen, Loomis.
Loomis arbejder med en lang række sikkerhedsforanstaltninger, og her spiller videoovervågning en stor rolle. Dagligt er 102 kameraer i Glostrup samt et tilsvarende antal i Brabrand med til at sikre, at alle procedurer og sikkerhedsforanstaltninger bliver overholdt. Dermed sørger Loomis for, at den daglige værdihåndtering løbende kan dokumenteres, således at en eventuel uregelmæssighed hurtigt kan opklares.
Teknologien er baseret på Milestone Systems' digitale videoplatform XProtect Corporate samt kameraer fra Axis og IQinVision, og med ganske få klik kan operatøren styre adskillige kameraer på samme tid og se live eller arkiverede billeder fra kameraerne. Loomis overvåger i dag alle indgangspartier, pengehåndteringslokaler, modtagelse og udlevering af kontanter samt den ydre perimeter.
Loomis' gamle analoge system var efterhånden forældet, og efter en grundig gennemgang og opdatering af sikkerhedsbehovene i samarbejde med SmartGuard, som er certificeret Milestone Partner, stod det klart for Loomis, at den digitale videoovervågning fra Milestone Systems indeholdte de helt rigtige muligheder.
"Milestones digitale videoovervågning sikrer først og fremmest de mange værdier, som Loomis dagligt håndterer, og det sikrer samtidig medarbejderne, da enhver pengeoptælling via videoovervågningen til enhver tid kan dokumenteres. Og så er XProtect Corporate baseret på en åben platform, som kan integreres med en lang række løsninger. Det gør løsningen meget fleksibel," siger partner Casper Wilken, SmartGuard, som har installeret videoovervågningsløsningen hos Loomis.

Intelligent forsvar
"Det er klart, at røveriet skærpede vores fokus. Vi vil altid skulle leve med risikoen for røverier, men vi kan besværliggøre eventuelle kommende forsøg ved at dele vores sikkerhedsforanstaltninger og forsvar op i flere forskellige led, således at vi forsinker et røveri så meget, at politiet kan nå at komme i stilling. Et af disse forsvarsled er videoovervågning, som også er et fantastisk værktøj, som politiet kan bruge i et eventuelt opklaringsarbejde," siger Tom Andersen fra Loomis og understreger, at Loomis løbende ændrer sine sikkerhedsprocedurer.
Da røveriet fandt sted, havde Loomis operationer om natten, bl.a. i forbindelse med værdioptælling, hvorfor der også var medarbejdere til stede. I dag opererer Loomis kun om dagen, og som en del af forsvaret af bygningen har man i dag sat alarmer op, således at der udsendes en alarm, hvis blot nogen nærmer sig bygningen udefra.

Gennemsigtighed og dokumentation
Ud af Loomis' i alt 96 medarbejdere arbejder ca. 60 i Glostrup og udgør administrativt personale, chauffører samt de medarbejdere, der hver dag håndterer de værdier, der bringes ind til Loomis. Når en medarbejder ansættes, skal han eller hun igennem en række sikkerhedsprocedurer, herunder kredit- og politigodkendelse.
Men selvom Loomis tager alle forholdsregler, er det stadig nødvendigt med den ekstra garanti, som videoovervågningen udgør. Der findes i dag flere kameraer per arbejdsstation, og zoom-funktionen i megapixel-kameraerne fra IQinVision sikrer et yderst skarpt billede af eksempelvis en pengepose, som åbnes af en medarbejder, og optællingen af pengene overvåges således fra forskellige vinkler. Dermed kan alle oplysninger sammenlignes med de oplysninger, kunden har angivet, og enhver difference vil blive opdaget. Det sparer tid, samtidig med at ethvert tvivlsspørgsmål hurtigt kan opklares.
"At vi kan dokumentere, at vi gør vores arbejde rigtigt gennem videoovervågning styrker vores objektive rolle i forhold til kunderne. Og så handler det også om at sikre vores medarbejdere. Opstår der et tvivlsspørgsmål i forhold til medarbejderen, kan vi lynhurtigt - via overvågningsbillederne - gå tilbage og se, at medarbejderen har håndteret sin opgave korrekt," siger Tom Andersen.
Der er naturligvis procedurer for, at alle kameraer sidder, hvor de skal og ikke er blevet beskadiget eller rykket rundt. Desuden bliver Loomis automatisk alarmeret, hvis en server bryder ned, eller hvis der opstår andre fejl på systemet. Skulle der opstå differencer mellem det, kunderne oplyser og de beløb, som Loomis tæller, er det ved hjælp af Milestone-løsningen nemt og hurtigt at finde den pågældende åbning af posen og af selve optællingen og dermed dokumentere, at alt er foregået korrekt.
"Grunden til, at vi valgte Milestone var netop, at løsningen indeholdt en række meget brugbare funktioner, herunder en intelligent søgefunktion, der gør det muligt at scanne en given pengepose, taste det givne klokkeslæt ind for scanningen og søge på det i overvågningsbillederne. Derudover kan vi via Milestones eftersøgningsfunktion, SmartSearch, søge efter et objekt, der er forsvundet, ganske enkelt ved at markeret det på overvågningsbillederne," siger Tom Andersen, og fortsætter:
"Videoovervågningen gør det muligt for os at efterleve vores løfte om gennemsigtighed og dokumentation over for vores kunder. Og Milestones åbne digitale platform gør det også muligt på sigt at integrere systemet med andre funktioner og løsninger, og det skaber en høj grad af fleksibilitet. Dette er en af flere måder, hvorpå vi har fremtidssikret vores forretning.

Yderligere oplysninger
Kommunikationschef Courtney Dillon Pedersen, Milestone Systems A/S
E-mail: cdp@milestone.dk
Telefon: 88 300 300

Partner Casper Wilken, SmartGuard
E-mail: cw@smartguard.dk
Telefon: 2180 3000

Om Loomis
Loomis Danmark A/S tilbyder sikre og effektive løsninger inden for værditransport og værdihåndtering, herunder transport, optælling og filialservicering samt servicering af Dankortautomater og kontanthåndteringsautomater. Loomis håndterer værdier for bankverdenen, detailsektoren samt øvrige kommercielle virksomheder via et netværk bestående af 440 afdelingskontorer fordelt på 12 europæiske lande og i USA. I Europa er Loomis repræsenteret i Danmark, Norge, Sverige, Finland, England, Frankrig, Schweiz, Østrig, Spanien, Portugal, Slovenien og Slovakiet. Læs mere på www.loomis.dk.

Om SmartGuard
SmartGuard blev etableret i 2006 og har specialiseret sig inden for intelligente IP-baserede sikringsløsninger. SmartGuards koncepter og løsninger udvikles i tæt samarbejde med kunden, og alle opgaver løses på den mest fordelagtige og intelligente måde, hvor funktionalitet, pris og kvalitet er i fokus, og hvor løsningen bidrager positivt til kundens bundlinje og dermed en bedre og kortere Return On Investment. Læs mere på www.smartguard.dk

Om Milestone Systems
Milestone Systems blev etableret i 1998 med hovedsæde i Danmark og er i dag verdens førende producent af IP-baseret software til digital videoovervågning bygget på åbne standarder. Produktserien XProtectT sikrer en stærk og driftssikker videoovervågningsløsning, der er nem at administrere for tusindvis af kunder i en lang række industrier. Samtidig supporterer Milestone det største udvalg af netværkskameraer og integreres med andre systemer som adgangskontrol, analytisk software, biometrics, PoS, ERP, osv. Milestone Systems' åbne platform er fundamentet for 'best-of-breed' videoovervågning, der reducerer omkostninger, optimerer processer og beskytter mennesker og værdier. Milestone Systems' software sælges gennem autoriserede og certificerede partnere i mere end 100 lande. Læs mere på www.milestonesys.dk.




Leverandører
Tilbage til toppen