SecurityWorldMarket

26-10-2009

Installatører risikerer at miste autorisation

Elinstallatørerne gennemfører i øjeblikket på løbende bånd tredjepartskontrol af virksomhedernes SKS-systemer (SikkerhedsKvalitetsStyrings systemer). 800 installatører havde midt i september fået godkendt deres SKS-system af en kontrolinstans, og 650 virksomheder er i øjeblikket i gang med godkendelsesprocessen, oplyser Sikkerhedsstyrelsens tilsynschef Brian Grau Andersen til installatørernes organisation Tekniq.

- Desværre oplever vi, at ca. halvdelen af installatørerne ikke får godkendt deres SKS, inden fristen på seks måneder er udløbet, og de risikerer at miste deres autorisation efter yderligere blot én måned. Installatørerne bør reagere hurtigt efter modtagelsen af det første brev om tredjepartskontrol og få truffet aftale med en kontrolinstans. På den måde er der god tid til at få godkendt SKS-systemet inden for tidsfristen, siger Sikkerhedsstyrelsens tilsynschef.
Brian Grau Andersen oplyser, at et halvt hundrede installatører indtil videre har fået tilbagekaldt autorisationen. En inddragelse indebærer, at virksomheden i givet fald skal søge om at opnå autorisation på ny, og den kan først få autorisationen igen, når det er dokumenteret, at en kontrolinstans har godkendt virksomhedens SKS-system. De nye krav om tredjepartskontrol af SKS-systemet trådte i kraft 1. januar 2008.

Kilde: Tekniq


Web-TV

Se flere film og klip her »
Leverandører
Tilbage til toppen