SecurityWorldMarket

19-05-2006

Indbrud på skoler skal bremses

Hvert år bliver der begået over 6.500 indbrud på landets skoler. Hårdt belastede skoler har erfaringer med at nedbringe kriminaliteten, og disse erfaringer har Det Kriminalpræventive Råd samlet i en ny kampagne til alle skoler.

De seneste par år har der været et stærkt fald i antallet af indbrud på skoler fra 9.395 i 2002 til 6.599 i 2005.
Det skyldes, at mange ghettoskoler og andre skoler med store problemer har gennemført en lang række initiativer til at bekæmpe kriminalitet. Men på resten af skolerne står det skidt til med at nedbringe antallet af indbrud.
Hver dag bliver der begået knap 20 indbrud på landets 2000 skoler. Det tal skal nedbringes ved at bruge de samme metoder, som allerede har vist sig effektive.
Dette er udgangspunktet i en ny kampagne fra Det Kriminalpræventive Råd (DKR), som i den kommende uge vil blive sendt til alle danske skoler. Kampagnen er koordineret med politiet, så hver skole kan få tilknyttet en betjent til at hjælpe med at indføre initiativerne.
- Der er tale om en helhedsplan, der kombinerer fysisk sikring med pædagogiske og psykologiske metoder til at nå eleverne med. Nogle skoler har indført visse af initiativerne, men det nye med kampagnen er, at skolen tænker alle metoderne ind i en samlet plan, siger Anna Karina Nickelsen, sekretariatschef i DKR.

Kilde: Jyllands-Posten


Web-TV

Se flere film og klip her »
Leverandører
Tilbage til toppen