SecurityWorldMarket

09-12-2019

Hveranden virksomhedsleder mener, at GDPR er en byrde for forretningen

PwC’s Cybercrime Survey viser blandt andet, at ansattes og insideres ubevidste handlinger udgør den største cybertrussel. Disse forhold udgør ifølge besvarelserne de største trusler mod virksomhederne i relation til cyber-/informationssikkerhed. Foto: Pixabay.

325 virksomhedsledere, it-chefer og specialister fra danske virksomheder har deltaget i PwC’s Cybercrime Survey 2019, hvor de har delt deres syn på positive udviklinger samt udfordringer for cyberkriminalitet i Danmark. De har således taget stilling til udviklingen i trusselsbilledet og har rapporteret, hvordan og i hvilket omfang de arbejder med udfordringerne.

Den 25. maj 2018 trådte EU-persondataforordningen (GDPR) i kraft, og man kan i 2019 se en tendens til, at virksomhederne for alvor er blevet opmærksomme på, at det er ressourcekrævende at efterleve de komplekse regler i forordningen. Hver anden virksomhed ser GDPR som en byrde i det daglige arbejde.

Cybercrime Survey har de seneste fem år vist en udvikling inden for sikkerhedsområdet, der er blevet påvirket gennem øgede krav fra bl.a. GDPR, men også af alvorlige cybersikkerhedshændelser, der har fået store konsekvenser for danske og udenlandske virksomheder. Undersøgelsen viser i år, at 51 % har været ramt af en sikkerhedshændelse. Det er en stigning på syv procentpoint siden sidste år (44 % i 2018).

Stigningen i sikkerhedshændelser kan være medvirkende til, at topledelsen har fået et større fokus på cybersikkerhed. 76 % af respondenterne angiver således i 2019, at topledelsen i nogen eller i høj grad har fokus på balancen mellem cybertrusler og investeringer i cybersikkerhed.

Undersøgelsen viser også, at det særligt er ledelsen, der bekymrer sig om cybertruslen, hvilket kan være med til at forklare, at der i dag investeres mere i cybersikkerhed. Undersøgelsen viser også, at de større virksomheder har et gennemsnitligt cybersikkerhedsbudget på 19 mio. kr., mens de mindre virksomheders tilsvarende budget er 700.000 kr.

PwC’s  Cybercrime Survey viser endvidere, at ansattes og insideres ubevidste handlinger udgør den største cybertrussel. Disse forhold udgør ifølge besvarelserne de største trusler mod virksomhederne i relation til cyber-/informationssikkerhed.


Tags


Leverandører
Tilbage til toppen