SecurityWorldMarket

15-07-2007

Hver tredje dansker kopierer ulovligt

Forbrugernes ukendskab til regler om kopiering er årsag til, at hver tredje af os kopierer musik og film ulovligt. Forbrugerrådet kræver lovændring.

Forbrugerne aner ikke, hvad de må, og hvad de ikke må, og omfanget af ulovlig kopiering er stort. Hver tredje dansker kopierer ulovligt musik lånt fra biblioteket og venner, viser en undersøgelse, som Forbrugerrådet har foretaget blandt knap 800 forbrugere. Det skriver fpn.dk
Samtidig har hver femte kopieret musik ulovligt til personer uden for deres husstand. Situationen får nu Forbrugerrådet til at kræve lovændringer.
»Lovgivningen er forældet. Reglerne om ophavsret er fra en tid med kassettebånd og VHS, men skal opdateres til den moderne, digitale tidsalder, og forbrugeren skal nemmere kunne skelne mellem, hvad der er lovligt og ulovligt«, siger Karsten Kolding, afdelingschef i Forbrugerrådet.
Langt størstedelen af forbrugerne er klar over, at det er ulovligt at kopiere musik, man har lånt fra andre. Til gengæld svarer over halvdelen forkert eller er i tvivl om, hvorvidt de må udlåne kopier af musik, som de selv har i originalt format. På de områder, hvor forbrugerne rent faktisk har mulighed for at bruge kopieringer af musik lovligt, tror de dog fejlagtigt, at det er ulovligt. At det rent faktisk er lovligt at anvende kopier, hvor man selv har originalen, på eksempelvis ens kontor er noget, som under 40 pct. af forbrugerne ved.
Ifølge undersøgelsen er der ingen forskel på, hvor hyppigt kvinder og mænd laver ulovlige digitale kopier. Den ulovlige koipiering er særlig udbredt blandt de yngste, men finder sted blandt alle aldersgrupper. Forbrugerrådet efterlyser klare regler og mener, at forbrugerne med de nuværende regler kriminaliseres urimeligt.
»De fleste brugere laver jo ikke bevidst kriminalitet i dag. Hvis en 13-årig vil have en sang med Madonna, downloader hun den bare«, siger han.

ritzau



Leverandører
Tilbage til toppen