SecurityWorldMarket

24-09-2016

Grønland får ny politiuddannelse

Politiskolen ligger i de samme bygninger som politigården i Nuuk.

Et nyt hold studerende startede på politiskolen i Grønland i onsdags. De nye studerende bliver de første til at tage politiskolen i Grønlands nye basisuddannelse, som er magen til den nye toårige politibasisuddannelse i Danmark. Dog har den grønlandske version fået tilsat nogle ekstra elementer, som er særlige for politiets arbejde i Grønland.

”Vores nye basisuddannelse er den samme som den danske politiuddannelse. Det betyder, at vores nye og kommende studerende får en uddannelse, som er optimeret i forhold til at håndtere de opgaver, som politifolk bliver udsat for i takt med, at samfundet forandrer sig, og kriminalitetsbilledet bliver stadig mere komplekst. Dermed kan vi give vores politistuderende de bedst mulige vilkår for at gå ud og skabe sikkerhed og tryghed i det moderne, grønlandske samfund,” siger Lars Kirkegaard, stabschef i Grønlands Politi.

Den nye politiuddannelse i Grønland har fået nogle ekstra elementer, som ikke indgår i den danske. Det gælder eftersøgninger (SAR – Search and Rescue) samt ekstra uddannelse i håndtering af selvmord, vold og sædelighedsforbrydelser, som er nogle af de sager, som man ofte bliver konfronteret med i dagligdagen som politibetjent i Grønland.

”Det sker for at ruste de studerende til hverdagen som politibetjent i det grønlandske samfund. Samtidig lærer de på vores nye basisuddannelse en række forskellige måder at sammensætte deres løsning af politiopgaverne på. På tværs af uddannelsens forskellige fag skal de lære, hvordan de håndterer at komme ud til en given kompliceret situation og at løse den bedst muligt alt efter omstændighederne,” fortæller Lars Kirkegaard.

Efter at de nye politistuderende har afsluttet den toårige basisuddannelse, kan de kalde sig politibetjente, men de skal fortsat udvikle deres kompetencer gennem et obligatorisk efter- og videreuddannelsesforløb, hvilket også giver dem mulighed for at blive specialiseret inden for de forskellige arbejdsområder i politiet.

”Vores ambition er at tilbyde en af de bedste uddannelser i Grønland – og en af de mest spændende og varierede arbejdspladser. Vi håber, at vi også fremadrettet kan tiltrække dygtige og egnede studerende til vores uddannelse og vores organisation,” siger Kasper Berthelsen, politikommissær, som er politiskolen i Grønlands nye leder.

Kasper Berthelsen kommer fra en stilling som regionsleder hos politiet i Qaasuitsoq.

Baggrund om politiskolen i Grønland:

• Den nye politiuddannelse består af tre sammenhængende forløb, hvor de studerende starter med otte måneder på politiskolen, efterfulgt af otte måneders praktik i en politikreds, før de afslutter uddannelsen med otte måneder på politiskolen igen.

• Der stilles store boglige og fysiske krav til ansøgere, som skal bestå en lang række tests, herunder også psykologiske tests, før de bliver optaget på uddannelsen.

• Der er syv politistuderende på det første hold på den nye basisuddannelse, som startede 21. september 2016.

• Grønlands Politi og politiskolen vil informere bredt forud for næste ansøgningsfrist til politiuddannelsen.

• Politiskolen ligger i de samme bygninger som politigården i Nuuk.



Leverandører
Tilbage til toppen