SecurityWorldMarket

08-12-2007

Gentofte får trådløse plejehjem

Gentofte Kommune går i luften med trådløse plejehjem Som en af de første kommuner herhjemme implementerer Gentofte Kommune trådløse beboerkaldeanlæg på alle sine plejehjem. Ordren, som er vundet af Ascom Danmark A/S i et offentligt udbud, er baseret på trådløs IP DECT og indeholder positioneringsfunktionalitet og sikring af demente.

Beboerne på Gentofte Kommunes 12 plejehjem bliver fremover udstyret med flytbare alarmtryk i boligerne og trådløse sendere til beboerne, så de kan tilkalde hjælp, uanset hvor på plejehjemmet de befinder sig. Kaldet bliver automatisk dirigeret til den plejer, der har ansvar for den pågældende beboer med tydelig angivelse af, hvor på plejehjemmet beboeren befinder sig. Det er essensen af en netop indgået aftale mellem Gentofte Kommune og Ascom, som endnu engang bringer kommunen helt frem i førerfeltet på det digitale Danmarkskort.
Ordren, som har en værdi på 9,5 millioner kroner, omfatter en implementeringsplan over tre år samt en serviceaftale med maksimal hurtig responstid, som kraftigt øger trygheden og tilliden til den nye teknologi på plejehjemmene. Beboerkaldeanlægget erstatter en række forskellige systemer af ældre dato på de 12 plejehjem, som ikke i tilstrækkelig grad understøtter kravene om personlig tildelt pleje, fleksibilitet og overblik på et moderne plejehjem.
De trådløse nødkaldeanlæg er baseret på IP DECT og koblet op til Gentofte Kommunes centrale IP telefoniplatform. Som en ekstra sikring er beboerkaldeanlægget integreret med brandalarmerne på de enkelte plejehjem, så plejepersonalet får direkte besked med det samme og kan yde en hurtig, direkte indsats i tilfælde af brand.
Projektet har været sendt i offentligt udbud, og Gentofte Kommune modtog tilbud fra seks leverandører. Ifølge projektkoordinator i Gentofte Kommune Felix Fredens blev Ascom valgt, fordi virksomheden leverede et tilbud med en høj funktionalitet kombineret med en overbevisende implementering og serviceaftale samt den mest fordelagtige økonomiske løsning.
Som det første går plejehjemmet Rygårdscentret i luften med det nye beboerkaldeanlæg omkring årsskiftet, derefter følger Ordruplund. Systemet bliver implementeret på de øvrige plejehjem frem til 2010.


Web-TV

Se flere film og klip her »
Leverandører
Tilbage til toppen