Mandag d. 27. januar offentliggjorde Kommunernes Landsforening en samling af "benspænd" - konkrete tvivlsspørgsmål og frustrationer relateret til GDPR, som de kommunale medarbejdere ifølge KL kæmper med i det daglige. Det fremgår af nyhedsteksten, at kataloget skal skabe debat om implementeringen af GDPR og muligheden for sanktionere overtrædelser i kommunerne.
Det er en politisk debat, som Datatilsynet ikke går ind i, men tilsynet bidrager gerne til at kaste lys over de konkrete ting, som ifølge KL er uklare for medarbejderne i kommunerne.
"Nu har vi gået samtlige 40 benspænd igennem og kommer med konkrete svar på, hvad der er op og ned. Den røde tråd i svarene er, at det er hensynet til borgerens rettigheder, det handler om, " siger Datatilsynets direktør Cristina Angela Gulisano.
Hvis det eksempelvis er nødvendigt at få et nyt samtykke fra forældrene til et barn, der er optaget på video, er målet ikke at kunne sætte et kryds i et skema for at leve op til en paragraf - det handler om, at vi som borgere skal være trygge ved, at det, vi har givet tilladelse til, ikke pludselig bliver brugt i en helt anden sammenhæng.
"Vi lever i en mere og mere digitaliseret verden, og det medfører en række fordele, som mange gerne vil drage nytte af. Men en vigtig forudsætning er, at borgerne fortsat kan have tillid til, at myndigheder og private virksomheder behandler deres oplysninger ordentligt," siger Cristina Angela Gulisano.


































