SecurityWorldMarket

20-04-2017

Færre udsat for røveri og indbrud i 1. kvartal 17, men stigning i vold og bedrageri

Der blev begået knap 1.700 færre indbrud i privat beboelse og antallet af røverier faldt med godt 12 procent i 1. kvartal 2017 sammenlignet med 1. kvartal 2016. Samtidig kan politiet i samme periode konstatere et tilsvarende fald i antallet af anmeldelser om hærværk. Derimod steg antallet af anmeldelser om bedrageri, vold og sædelighedsforbrydelser.

Antallet af indbrud i privat beboelse er faldet med 17,8 procent. Antallet af anmeldelser er således på det laveste niveau for 1. kvartal siden 2007. Samtidig er der i samme periode sket et fald i antallet af indbrud i erhvervsejendomme på godt 400 anmeldelser, svarende til 10,5 procent.

Færre tilfælde af røverier og hærværk
Der har i 1. kvartal 2017 været 65 færre tilfælde af røverier og godt 800 færre tilfælde af hærværk. Det svarer til et fald på henholdsvis 12,5 procent og 12,9 procent i forhold til samme periode i 2016.

I alt blev der i 1. kvartal 2017 anmeldt 456 tilfælde af røveri og 5.468 tilfælde af hærværk, hvilket er det laveste antal anmeldelser for røveri og hærværk, der er blevet registreret i 1. kvartal i årene 2007-2017. Særligt i forhold til hærværk kan det konstateres, at antallet af anmeldelser i 1. kvartal 2017 er blevet halveret i forhold til samme periode i 2007, hvor anmeldelsestallet toppede.

Økonomisk kriminalitet stiger fortsat
Antallet af anmeldelser om økonomisk kriminalitet steg i 1. kvartal 2017 med 34,8 procent i forhold til samme periode i 2016. Her er det særligt databedrageri og bedrageri, der tegner sig for hovedparten af stigningen.

Flere anmeldelser af vold og sædelighedsforbrydelser
Politiet modtog i 1. kvartal 2017 4.340 og 1.067 anmeldelser om henholdsvis vold og sædeligheds-forbrydelser. Det svarer til stigninger på 12,0 procent for vold og hele 49,2 procent for sædeligheds-forbrydelser.

Størstedelen af stigningen i voldsanmeldelser vedrører simpel vold samt vold eller trussel om vold mod person i offentlig tjeneste, mens der derimod er sket et mindre fald inden for den grovere vold.

Det flugter med den udvikling, vi har set de senere år. Særligt på sædelighedsområdet medfører digitaliseringen, at antallet af sager om seksuelle krænkelser på nettet vokser. Udviklingen inden for sædelighedskriminalitet præges af et mindre antal meget omfangsrige sager, hvor den samme person er anmeldt for mange ensartede forhold.

Straffelovskriminaliteten er fortsat lav på trods af stigning
Samlet set er straffelovskriminaliteten i 1. kvartal 2017 steget med 1,8 procent sammenlignet med samme kvartal sidste år. På trods af denne stigning er antallet af anmeldelser om straffelovskriminalitet fortsat på et lavt niveau og således det tredje laveste i 11 år.  



Leverandører
Tilbage til toppen