SecurityWorldMarket

10-06-2013

Folketinget vil studere svenske vagtforhold

Det skulle nu ligge fast, at Folketingets retsudvalg vil tage på en studietur til Sverige. Turen vil finde sted i august eller september, i Folketingets sommerferie, og det bliver en studietur på to dage, hvor politikerne den ene dag skal se på de svenske vagters arbejde, og den anden dag skal se på bandekriminalitet. Det oplyser SikkerhedsBranchen.
Detaljerne i retsudvalgets studietur er endnu ikke fastlagt, men iflg. SikkerhedsBranchen skal udvalget se, hvad svenske vagter bruges til. Der er i Sverige flere slags vagter, som udfører en række opgaver udover de opgaver, vi kender fra det danske vagtmarked. For eksempel er det i Sverige vagter, der står ved retssalene og ved ministerier og andre funktioner, som er vigtige i infrastrukturen. Vagtbranchen omsætter i Sverige for omkring syv milliarder svenske kroner (ca. seks milliarder danske), hvortil kommer værditransport for to milliarder svenske kroner.

Programmet for vagtdelen bliver sammensat i samarbejde med SikkerhedsBranchen, mens politiet tager sig af den anden dag.

Iflg. brancheforeningen er der nu et vist skred i folketingsmedlemmernes holdninger til vagtbranchen. Retsordførerne fra flere partier taler nu åbent om udlicitering af opgaver fra politiet som en kendsgerning og ikke som en mulighed, og dette er ikke kun borgerlige politikere, men senest også SF’s retsordfører Karina Lorentzen, der også er formand for Folketingets retsudvalg.


Leverandører
Tilbage til toppen