SecurityWorldMarket

01-11-2007

Flere tyverier fra biler

Flere og flere danskere får stjålet ting fra deres bil. Efter en periode med færre tyverier er antallet af tyverier fra biler de seneste år gået den forkerte vej. I de tre første kvartaler af 2007 var der 33.649 indbrud i biler. Det er en stigning på 9 pct. i forhold til samme periode sidste år, viser de nyeste tal fra politiet.

- En forklaring på de flere indbrud kan være, at bilister ofte efterlader GPS, bærbar dvd-afspiller, mobiltelefoner og andet elektronisk udstyr i bilen. Det er ting, som er lette at sælge igen for tyvene, siger konsulent i Forsikringsoplysningen, Christian Skødt.
- Frist ikke svage sjæle. Sørg for at tage det elektroniske udstyr med, når du forlader bilen. For det første er det disse ting, som tyvene går efter. For det andet kan du ikke regne med, at dit forsikringsselskab dækker et eventuelt tyveri fra bilen, lyder rådet fra Forsikringsoplysningen.
- Hvis sådanne genstande ligger frit fremme i bilen, kan man ikke forvente, at forsikringsselskabet dækker tyveriet. En traditionel indboforsikring dækker kun tyveri af genstande fra bilen, hvis genstandene har været låst inde i et aflåst bagagerum, der er adskilt fra kabinen, og genstandene dermed ikke er synlige udefra, siger Christian Skødt.

Hvornår dækker forsikringen indbrud i bil
- For at forsikringen dækker indbrud i en bil, er det altid en forudsætning, at bilen er låst, og at der er synlige tegn på voldeligt opbrud af bilen. For eksempel et vindue der er smadret, eller en lås der er ødelagt.
- Indboforsikringen skelner mellem almindeligt indbo og særligt indbo. De fleste indboforsikringer erstatter kun såkaldt "særligt indbo" (smykker, mobiltelefoner, foto- og videokamera og lign.), hvis tingene har ligget i et aflåst handske- eller bagagerum. Det skal være et rigtigt bagagerum, man ikke kan se ind i. Ladet i en varebil er ikke et bagagerum. På nogle indboforsikringer - Familiens Basisforsikring 2 - er det nok, at genstandene har været anbragt, så de ikke har været synlige udefra, f.eks. under bilsædet.
- Almindeligt indbo bliver dækket, selv om det ligger i bilens kabine, men Forsikringsoplysningen anbefaler, at man ikke efterlader noget som helst af værdi i kabinen.

Kilde: F&P




Web-TV

Se flere film og klip her »
Leverandører
Tilbage til toppen