SecurityWorldMarket

30-06-2007

Flere private hjem sikres mod indbrud

Efter flere år med nedgang i antallet af anmeldte indbrud går udviklingen nu den forkerte vej. Stigningen rammer alle former for bebyggelse, men specielt private hjem rammes hårdt. Derfor mærker sikringsbranchen også en kraftig stigning i antallet af installationer i private hjem, der i øjeblikket hærges af østeuropæiske bander. - Vi regner med at sælge 12 til 15 % flere alarmer til private i år, fortæller adm. dir. Kristian Durhuus, G4S. Det er traditionel elektronisk sikring af boligerne - ofte suppleret med tågesikring, der i løbet af sekunder gør det umuligt for en indbrudstyv at finde rundt i boligen og dermed umuligt at finde værdigenstandene.

Efter en årrække med fald i antallet af anmeldte indbrud vendte udviklingen i fjerde kvartal af 2006. Og tendensen fortsatte i første kvartal af 2007. Det fremgår af anmeldelsesstatistikken, som netop er offentliggjort af Rigspolitiet.
Generelt er antallet af anmeldte indbrud steget med 18 % fra 1. kvartal af 2006 til samme periode i 2007. I rene tal er det fra 17.391 til 20.518. Det samlede antal for 2006 var 71.583 indbrud i Danmark i alt.
Den generelle stigning dækker over store forskelle i udviklingen. Værst ramt er lejlighederne, der tegner sig for en stigning på 36,5 % fra 1. kvartal af 2006 til samme periode i år. I samme periode er antallet af indbrud i villaer steget med 25,8 % og i fritidshuse steget med 25,3 %. Til gengæld er antallet af indbrud i erhvervsejendomme steget med "kun" 8,9 %.
- Udviklingen er ikke overraskende, mener adm. direktør Poul Dalsgaard, Protect A/S, der producerer tågekanoner til sikring mod indbrud.
- Vi har igennem en årrække set, at de mest udsatte dele af erhvervslivet - som for eksempel banker og posthuse - har sikret sig. I samme takt er de kriminelle gået efter "nemmere" opgaver. Det har betydet, at nye typer af virksomheder har sikret sig. Så nu går tyvene efter de nemmeste opgaver, der er de private hjem.
Samtidig er der de senere år kommet langt mere dyr forbrugerelektronik som pc'er og fladskærme samt flere designermøbler i de private hjem.
- Realistisk kan man ikke sørge for, at indbrudstyvene bliver lovlydige. Men man kan gøre sit til at sikre sine værdier, så man ikke er "den nemmeste opgave" for tyvene, slutter han.
Tendensen mærker man klart hos Danmarks og verdens største sikkerhedsvirksomhed G4S - tidligere Falck Securitas - der oplever en kraftig stigning i antallet af alarminstallationer i private hjem.
- Vi regner med at sælge 12 til 15 % flere alarmer til private i år, fortæller adm. dir. Kristian Durhuus, G4S.
Det er traditionel elektronisk sikring af boligerne - ofte suppleret med tågesikring, der i løbet af sekunder gør det umuligt for en indbrudstyv at finde rundt i boligen og dermed umuligt at finde værdigenstandene.
- De fleste virksomheder er allerede sikret, fordi 80 % af dem er sikret efter krav fra deres forsikringsselskab. Så nu går tyvene efter de nemme private hjem.
- Udviklingen er drevet af professionelle østeuropæiske bander, der oplever de danske boliger som et ubeskyttet slaraffenland. Derfor ser vi, at indbrudsbølger rammer hele byer i enkelte uger, uddyber han og forklarer, at sikring og alarmer har større effekt på netop denne type af indbrudstyve. Tyvene vælger nemlig forinden et antal adresser, de vil bryde ind i i et område. Så når den første alarm aktiveres i kvarteret vil det gøre arbejdet meget vanskeligere for dem, når vægtere og politi er i området.
- Derfor kan vi også se af tallene, at de professionelle tyve nu går uden om de sikrede hjem. Tyverisikringen virker ganske simpelt præventivt.
- På den måde er det ikke kun sikring af sine værdier, men også tryghed man kan få med en alarm, slutter Kristian Durhuus.




Leverandører
Tilbage til toppen