SecurityWorldMarket

25-06-2018

Eksporteventyr: Danske tågekanoner stopper kriminelle globalt

Sikkerhedschef Lars Eklund, Reitan Convenience Shops (tv) har besøg i en Pressbyrån af Nordic Sales Manager Thomas Stig Thøisen, Protect. Tågekanonen ses oppe under loftet.

Den aarhusianske sikringsvirksomhed Protect har siden 2001 udviklet, produceret og eksporteret tågekanoner, der ved indbrud sikrer værdierne, indtil vægtere og politi når frem. Det seneste års tid har Protect oplevet et kæmpestort opsving i eksporten til især en række nye markeder i bl.a. Sydamerika og Australien. Men også på det europæiske marked har Protect noteret sig et salg, der ligger væsentligt over det budgetterede.

Sikkerhedståge var stort set ukendt for danskerne, da Protect for 17 år siden introducerede sine tågekanoner først på det danske marked og siden på det europæiske. I dag ved mange erhvervsdrivende og private - samt de fleste indbrudstyve -, hvordan sikkerhedståge kan skjule værdierne, indtil vægteren eller politiet når frem. Derfor er salget af Protect tågekanoner stabilt og godt. Nu har Protect sat ekstra fokus på de nye og endnu uopdyrkede eksport-markeder.

Kraftig acceleration på eksportmarkederne

I Danmark er Protect absolut markedsleder. Protect eksporterer i dag over 90 % af sin produktion til flere end 50 lande. På nogle af markederne har Protect været i en årrække, mens andre markeder endnu ikke er blevet introduceret for sikkerhedståge.

”Flere af de nye markeder kendte slet ikke sikkerhedståge. Men ”seeing is believing”, så når vi affyrer en tågekanon hos en potentiel kunde, og ejeren ikke kan finde rundt i sin egen virksomhed, er han som regel overbevist,” siger adm. direktør Poul Dalsgaard og fortsætter:

”Jeg tror, at vi har succes på eksportmarkederne, fordi vi altid vælger at have lokale distributører og danske nøglemedarbejdere, der kender områderne, sprogene og kulturerne. Derudover skal tågeløsningen og produkterne naturligvis være upåklagelige.”

Som eksempler på eksporteventyret nævner Poul Dalsgaard en række installationer og underskrevne kontrakter:

- En hollandsk bank med installationer i knap 250 afdelinger og flere end dobbelt så mange på vej.

- New zealandsk kæde af convenience stores med 400 installationer og endnu flere på vej.

- Tre brasilianske banker, hvor man indtil nu har udstyret 7.500 bankfilialer med tågekanoner.

- To store europæiske detailhandelskæder med flere end 200 butikker hver.

- Tobaksforretninger i Frankrig, hvor en ny lov kræver sikring af tobaksvarer med sikkerhedståge, og da der er 30.000 tobaksbutikker i Frankrig, er potentialet enormt. 8-10 % af de franske tobaksforretninger er allerede sikret med tåge fra Protect.

- Udlejningskoncept i Australien, hvor man har en flåde af mobile sikkerhedståge-enheder til sikring af byggepladser og nybyggeri. Hårde hvidevarer, interiør, VVS-produkter, lamper og værktøj er nemlig eftertragtede hos indbrudstyvene. Og et indflytningsklart hjem er et let mål for tyvene.

Sikkerhedståge reducerer indbrudsforsøgene med 49 % i Pressbyrån og 7-Eleven i Sverige

Sverige er et af de modne markeder, og her oplever Protect en del af sit eksporteventyr. Reitan Convenience Sweden AB er nemlig i færd med at installere Protect tågekanoner i hovedparten af sine omkring 100 7-Eleven- og 300 Pressbyrån-butikker, der er fordelt over hele Sverige. Allerede efter at en kun en del af tågekanonerne er installeret, er virkningen af dem så kendt blandt indbrudstyve, at antallet af indbrud og indbrudsforsøg er halveret. I dag er Reitans indbrudsrate faldet til samme niveau som i 2005.

Nu knap 140 convenience stores med tågekanoner

”Installationen af tågekanonerne sker løbende i vores butikker. Siden 2013 har vi installeret i alle vores nyåbnede butikker samt i de butikker, der er blevet udsat for indbrud. Så vi har Protect tågekanoner i knap 140 af butikkerne. En del af installationerne har desuden sirenen Protect Security Sounder, der stresser tyven yderligere,” fortæller sikkerhedschef Lars Eklund. Han har ansvaret for sikkerheden i de omkring 300 Pressbyrån-butikker med natlukning, i de omkring 75 7-Eleven- butikker med natlukning og i de 25, der er døgnåbne.

Nødvendigt selv at sikre sine værdier

Butikkerne bliver af og til udsat for indbrud, hvor tyvene især går efter tobaksvarer. ”Herudover ser vi ofte, at der forsvinder tyggegummi ved indbrud, der for os er et tegn på, at det er en stofmisbruger, der har forsøgt sig som indbrudstyv,” har sikkerhedschefen erfaret. Ifølge fagfolk har de behov for at danne mundvand og tage lugten fra bl.a. hash.

Tidligere nøjedes mange virksomheder og butikker med den sikkerhed, som politi og vægtere gav. Men politiet har mange andre vigtige opgaver, så de rykker først ud til et indbrud, når en vagtcentral alarmerer dem, efter at vægterne har kontrolleret, at der er indbrud. ”Her er tågen vigtig, fordi den sikrer værdierne, indtil politiet eller vægterne når frem,” uddyber Lars Eklund.

Sikkerhedschef Lars Eklund, Reitan Convenience Shops (tv) har besøg i en Pressbyrån af Nordic Sales Manager Thomas Stig Thøisen, Protect. Tågekanonen ses oppe under loftet.

Tågen har en forebyggende effekt

Lars Eklund har erfaret, at vil en tyv ind i en butik, så kommer han også ind, uanset hvordan butikken er sikret. Men sikkerhedstågen sørger for, at tyven ikke får kosterne med sig, fordi tågen i løbet af sekunder har skjult alt i butikken.

”Tågen har en forebyggende effekt. Tyven ved, hvor effektiv den er. Derfor gør vi også meget ud af at opsætte skilte med ”tågesikring”, så tyven slet ikke forsøger at bryde ind. På den måde sparer vi penge og ”nedetid”, når vi slipper for ødelagte vinduer og døre,” uddyber han og fortæller, at man i butikkerne med tågesikring udelukkende monterer døre og vinduer, der er lagervarer hos leverandørerne. Så er de hurtigere og billigere at erstatte, hvis en viljestærk tyv forsøger at komme ind.

Et effektivt valg

”Vi valgte tågesikring i sin tid i et tæt samarbejde med vores forsikringsselskab. Protect vælger vi på grund af produkternes enkelhed, de lave serviceomkostninger og den nemme integrering med vore eksisterende alarmsystemer i vores butikker,” slutter sikkerhedschef Lars Eklund.

”Der er mange gode grunde til at sikre sig effektivt. Detailhandlen er i en intens konkurrence, hvor et indbrud vil være dyrt på grund af mistede produkter, ødelagt interiør og ”nedetid”, inden forretningen er reetableret. Samtidig har politiet så mange andre opgaver, at man ikke kan forvente, at de kan være hurtigt til stede. Ligesom en effektiv sikring er nødvendig, hvis man vil bevare et godt forhold til sit forsikringsselskab,” udtaler adm. direktør Poul Dalsgaard. Protect.

Sikkerhedståge til et væld af brancher over hele verden

Siden Protect blev etableret i 2001, har man produceret og installeret over 80.000 anlæg med sikkerhedståge over hele verden. De er installeret hos så vidt forskellige kunder som banker, guldsmede, optikere, radio-/TV- og IT-forhandlere, tankstationer, fødevarebutikker, stat og kommuner samt i private hjem.

Nogle af de kendte og internationale kæder, som Protect har leveret sikkerhedståge til, er Tesco, 7-Eleven, Rema 1000, ALDI, Hugo Boss, Expert, Q8, Aral, Samsung, Santander, Dansk Supermarked, McDonald’s, JYSK og Matas.

Den lokale kontakt til kunderne varetages af et landsdækkende net af certificerede alarminstallatører og forhandlere, som besidder stor kompetence og erfaring inden for installation og drift af Protects produkter.


Tags


Leverandører
Tilbage til toppen