24-10-2010
Dyrt købte praktikpladser for installatører
- Det er selvfølgelig rart for virksomhederne at få flere penge, hvis de ansætter en lærling, men det vil have en begrænset effekt at øge beløbet fra 50 til 70.000 kroner, siger adm. direktør i TEKNIQ Installatørernes Organisation, Niels Jørgen Hansen og uddyber:
- Det er ikke en præmie for ansættelse af lærlinge, der har betydning for, om virksomhederne vælger at ansætte en ny lærling. Det har derimod aktiviteten i virksomhederne. Der skal være arbejdsopgaver at sætte lærlinge til. Derfor bør regeringen have fokus på at stimulere væksten og aktiviteterne i virksomhederne samt sikre gode rammebetingelser for at drive virksomhed i stedet for at øge omkostningerne ved at drive virksomhed gennem øgede udgifter til AER. Det er den forkerte vej at gå. Hvis man vil sikre, at virksomhederne deltager i arbejdet med at sikre de unges uddannelse og dermed fremtidens arbejdskraft, så skal der gang i væksten i Danmark igen.

































