-Vi frygter, at en drone en dag vil forårsage et flystyrt.
Det siger Michael Larsen, leder af droneindustriens interesseorganisation i Danmark, UAS (Unmanned Aircraft System), til Standby.dk
Nærmest hver uge kommer rapporter om, at droner har været i nærkontakt med fly i lufthavne, skriver Standby.
Folketinget vedtog sidste år ændringer af luftfartsloven for at indføre regler for flyvning med droner. Trafikstyrelsen har nu forenklet informationen til droneførerne om luftrumsrestriktioner for droner. De forbudte områder er angivet på et digitalt kort, der også indeholder en zoom-funktion, så det er muligt at komme helt tæt på ens egen placering.
Droneweb giver droneførerne mulighed for at tjekke informationerne i realtid, umiddelbart inden man skal flyve med sin drone. Droneweb er netop sat i drift i en prøveversion.
Maksimal tilladt flyvehøjde er 100 meter, og droneføreren skal hele tiden kunne se dronen. Afstand til offentlige flyvepladser skal være mindst fem km og ved militære flyvestationer mindst otte km, skriver Standby.dk.
Et Boeing 737 fik store skader ved kollision
Piloter over hele verden rapporterer i stigende grad, at deres fly har været særdeles tæt på droner under især landinger. Det lykkes dog sjældent efterfølgende at få bekræftet, at der var tale om droner, ligesom det i langt de fleste tilfælde ikke lykkes at få fat i dronepiloterne på jorden, skriver Business Traveller.
Det er desuden heldigvis sjældent, at et fly og en drone direkte kolliderer. Men det var faktisk, hvad der skete i Mozambique i Østafrika tidligere i år, hvor et Boeing 737-700 passagerfly fra LAM Linhas Aereas de Mocambique med registreringen C9-BAQ ramte en drone under indflyvningen til Chingozi-lufthavnen nær Tete i Mozambique. Dronen beskadigede flyets næse kraftigt.
Piloterne på flyet formodede, de havde ramt en fugl og fortsatte anflyvningen til Tete, hvor flyet satte hjulene ned kort tid efter drone-kollisionen. Flyet, der kom fra Mozambiques hovedstad Maputo, havde 80 passagerer og seks besætningsmedlemmer ombord, oplyser Business Traveller.
Kilder: Standby.dk og Business Traveller


















