Irma, Netto, Brugsen, Dagli’Brugsen og 7-Eleven. Butikkerne, der investerer i DNA-spray systemet er mange, og flere er på vej. Foreløbig drejer det sig om de tre detailhandelskæder Coop, Dansk Supermarked og 7-Eleven, der sammen med deres organisation Dansk Erhverv er i tæt dialog omkring det nye våben mod røverne.
- Det er ikke hver dag, man ser et sådant samarbejde på tværs af konkurrence-skel, men netop når det drejer sig om at sikre butikker og medarbejdere, står dansk detailhandel sammen. Et andet eksempel var Dansk Supermarked og Coops udvikling af det lukkede kontanthåndteringssystem SafePay sammen med leverandøren Gunnebo, siger chefkonsulent Torben Rosenstock fra Dansk Erhverv.
Ni Netto-butikker
Hos Dansk Supermarked har man udvalgt ni Netto-butikker på Amager til at få installeret DNA-spray anlæg:
- Beslutningen om tage dette skridt er ikke baseret på en stor stigning i antallet af røverier, men udtryk for et ønske om at kunne være endnu mere effektiv i bestræbelserne på at beskytte medarbejdere og butikker mod de ofte traumatiserende røveri-oplevelser.
Det siger sikringskonsulent Jess Pedersen fra Dansk Supermarked, der tilføjer, at Amager mest er valgt ud fra geografiske hensyn, men hvis forsøget hurtigt viser sig at være en succes, vil butikker andre steder i København formentlig følge efter.
Politiet næsten klar
Den usynlige væske, som via et tryk på en diskret knap sprayes på røveren, kan kun ses ved hjælp af ultraviolet lys. På spørgsmålet om, hvorvidt politiet nu står parat til at opklare røverier på denne måde, svarer politiinspektør Jørn Kjer fra Rigspolitiet:
- Vi er ikke 100 procent klar endnu, men tæt på. Vi har dog tilstrækkeligt med udstyr til, at vi allerede i dag kan se, om en mistænkt skulle have DNA-spray på sig fra en bestemt butik. Men vi skal investere penge i både udstyr og oplæring af folk, så vi betragter den kommende tid som en test i Københavnsområdet, hvor vi løbende vi evaluere resultaterne.
Ingen i arbejdsgruppen vil komme med hverken præcise start- eller slutdatoer for ”testperioden”. Men for den enkelte butik, der nu har fået sat anlæg og advarselsskilte op, er der dog ingen tvivl om, at kampen mod røverne nu er skudt i gang.
Ikke tale om test
En, der ikke begejstret for betegnelsen ”test”, er producenten Selecta DNA:
- Vi har en årelang erfaring med DNA-spray, som bruges med succes i over 30 lande verden over. Ikke mindst i England er erfaringerne gode, og på det seneste er der også positive meldinger fra politiet i Stockholm. Jeg tror ikke, Danmark er så meget anderledes end fx Sverige hvad røverier angår, så det er på høje tid, at der nu sker noget på det område herhjemme, siger Henrik Olsen fra Selecta DNA.


































