SecurityWorldMarket

29-07-2018

DNA-spor og GPS skal sætte en stopper for indbrud hos håndværkere

En ny kampagne fra Dansk Byggeri, Stop Tyven, skal få bugt med det stigende antal indbrud i varebiler og på byggepladser.

Hvert år bliver der stjålet værktøj fra varebiler og byggepladser for godt 500 millioner kroner. Og det vil Dansk Byggeri nu lave om på med kampagnen Stop Tyven.

Værktøj og maskiner skal således udstyres med DNA-spor via spray eller lak, og ved hjælp af GPS kan de stjålne ting spores - også hvis de er sendt til udlandet. På den måde skal det gøres sværere for tyve at stjæle fra byggepladserne og varebiler, mens det bliver nemmere for politiet at finde og få tyvekosterne tilbage.

Allan Holm, vicepolitiinspektør fra Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi, fortæller, at dem, der bliver taget i at begå indbrud, ikke kan kategoriseres efter én gruppe.

- Man skal være påpasselig med at sige, hvem der står bag. Vi ser både udlændinge og danske statsborgere, der bliver taget. Vi har set en stigning i antal anmeldelser over de seneste par år, og det er primært håndværktøj i langt de største tilfælde, men vi har også set, at folk går efter landmålerudstyr og andet, siger vicepolitiinspektøren.

Kilde: TV Øst



Leverandører
Tilbage til toppen