Björn Eriksson skriver, at det nye globaliserede samfund skaber nye muligheder for den organiserede kriminalitet. Dette sker samtidig med, at det svenske politis resultater er elendige i den forstand, at 85 procent af de anmeldte forbrydelser aldrig bliver opklaret. En af grundene til den manglende effektivitet er iflg. Eriksson, at politikerne har givet politiet umulige arbejdsbetingelser, og han nævner, at politiet for eksempel tvinges til at opsætte hegn omkring nedlagde minehuller, transportere psykisk syge og fanger, uddanne vægtere, besigtige tivolianlæg og tage hånd om bortløbne husdyr.

Björn Eriksson fremhæver også det problem, at manglen på politiresurser i tyndt bebyggede områder indebærer, at mange medborgere i praksis ikke kan regne med at få hjælp af politiet inden for en rimelig tid. Eriksson skriver i debatartiklen og til Justitsministeren, at en mulig løsning for at øge trygheden i udkantsområder er et samarbejde mellem politi og vagtselskaber.

Eriksson giver bl.a. det eksempel, at ordensvagter i Landskrona kommune siden 2006 patruljerer i byens centrale dele. Resultatet er, at er antallet af indberettede tilfælde af overfald og hærværk er faldet med en tredjedel, og andelen af personer, som føler sig trygge er steget fra 47 til 61 procent.

"Først når politiet er blevet befriet for sine altmuligmands-opgaver kan man stille krav om at politiet skal opklare flere forbrydelser", mener Björn Eriksson.

I sin skrivelse foreslår han, at den komité, som står for en omorganisering af det svenske politi, skal have til opgave at luge ud i den værste galskab hvad angår politiets arbejdsopgaver, og Björn Eriksson åbner op for en dialog om, hvordan private sikkerhedsvirksomheder kan tage et større ansvar for trygheden i samfundet.